Ferrari: Det handler om omhyggelighed

Med et forspring på elleve point ned til Red Bulls Mark Webber kan Fernando Alonso, Ferrari, fejre søndag aften som verdensmester i Formel 1 efter løbet på Interlagos-banen i Brasilien. Ferraris teamchef maner dog til forsigtighed.

Fernando Alonso i F10 . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/11 2010 klokken 14:11

Fernando Alonso, Ferrari, er den eneste kører på gridden, som har mulighed for at strække armene i vejret som verdensmester efter løbet på Interlagos-banen i Brasilien. Det er dog en hel del nemmere sagt end gjort, advarer teamchefen, Stefano Domenicali.

Domenicali siger, at hans team skal være "meget omhyggelige" i sæsonens sidste to løb, for at kabalen kan gå op, selv om Alonso er 11 point foran nærmeste konkurrent, Mark Webber i Red Bull.

På Ferraris hjemmeside indrømmer Domenicali, at det er meget svært at forudsige, hvad der vil ske i denne weekends brasilianske grand prix.

Hvis Alonso vinder i Brasilien, er han mester. Her ses han efter sejren i Koreas Grand Prix. Copyright Ferrari Media

Den italienske teamchef sagde dog, at Ferrari skal forblive fokuseret og gøre alt for ikke at tabe point og dermed ødelægge deres chancer.

"Vi vil træffe de rigtige beslutninger i de sidste uger af mesterskabet, under hensyntagen til den styrke vores konkurrenter, Red Bull og McLaren, har vist. Vi har set, hvor kompliceret løbene har været hele sæsonen, hvilket betyder, at vi skal være meget forsigtige.”

Af samme årsag vil det være minimalt med opdateringer, vi kommer til at se på Ferrari F10.

"For så vidt angår F10, vil der være et par små opdateringer på den aerodynamiske front, men ikke noget virkelig betydeligt. Forskellen ligger i pålidelighed og i at gennemføre uden at miste point, og at have den rette indstilling.”

"Men jeg tror, at F10 kan være konkurrencedygtig i Brasilien på de relative styrker vi har vist i de sidste par løb. Vi kan igen forvente at se Red Bull meget stærke, mens McLaren nok vil komme med nogle flere opdateringer og være hurtigere, så der vil blive hård kamp."

Felipe Massa forventes også at være ’fit for fight’ på sin hjemmebane i Brasilien.

"Brasilien er Felipes hjemmebane og kender man ham, som jeg gør, er jeg sikker på, at der vil være lidt ekstra motivation til at gøre det godt," sagde Domenicali. "Han vil gerne vise sine fans, hvad han kan gøre, så jeg forventer at han er sat helt op til kampen og vil gøre alt, hvad han kan, for at vinde.”

Felipe Massa er klar til sit hjemmebaneløb. Copyright Ferrari Media.

”Han vil være meget hurtig, hvilket er præcis, hvad vi har brug for lige nu for at nå vores mål. "

I samme forbindelse insisterer Alonso på, at han ikke vil ændre på sin strategi i forhold til de foregående løb.

"Vi vil gennemføre dette løb med den samme ånd, som vi gik ind i de sidste par løb med, hvilket betyder, at vi koncentrerer os om vores eget arbejde, fast besluttet på at få mest muligt ud af enhver situation, som måtte opstå.”

”Hvis vi ikke gør det her, ved vi, at så skal alt afgøres i Abu Dhabi, "sagde spanieren.

"Banen (Interlagos, red.) er meget interessant, og som regel giver den spektakulær løb. Vejret, som kan være meget omskifteligt, kunne komme til at spille en vigtig rolle, og vi bliver nødt til at være helt klar for alle eventualiteters skyld.”

”Med sådan en kort og hurtig bane, vil afstanden mellem bilerne være reduceret og der vil være masser af kørere indenfor et par tiendedele," slutter Alonso.

Du kan følge begivenhederne her på BMF1 fra på lørdag kl. 17.00, hvor vi dækker kvalifikationen LIVE.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hverken Porsche eller Audi i F1 2011-kalenderen er klar »