• Forside

Ny chefdesigner til BMW

BMW Sauber har i dag meddelt, at de har ansat den 42-årige tysker Jörg Zander i en stilling som chefdesigner. Før dette job har Zander blandt andet erfaring fra tre af de andre Formel 1-hold.

Jacques Villeneuve i sin BMW Sauber . Copyright BMW Sauber

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 25/4 2006 klokken 21:04

I et forsøg på at komme et skridt nærmere toppen af Formel 1-rangstigen har BMW Sauber i dag udsendt en pressemeddelelse om, at de har ansat Jörg Zander som chefdesigner. Han vil tiltræde sin nye stilling den 1. juli 2006, hvor han skal arbejde under den tekniske direktør Willy Rampf.

BMWs motorsportsdirektør Mario Theissen udtaler:

"Udviklingen hos BMW Sauber F1 Team fortsætter med at gå fremad, og det inkluderer at tilføje en chefdesigner til vores medarbejderstab. Vi er sikre på, at vi i Jörg Zander har fundet den rette mand til denne altafgørende stilling. Hans erfaring vil være et afgørende aktiv for os."

Jörg Zander, der er født den 15. februar 1964 i Ratingen, Tyskland er uddannet som mekanisk ingeniør ved Kölns Universitet for Anvendt Videnskab. Siden slutningen af 1990'erne har han udelukkende arbejdet indenfor motorløb, først med rallybiler, touring-biler og GT modeller, og i 1999 kom han ind i Formel 1-verdenen.


Dr. Mario Theissen, her sammen med Nick Heidfeld på Imola, byder Jörg Zander velkommen.

Den første stilling var i Köln hos Toyota, hvor han blev udnævnt til chef for chassis- og hydraulikudviklingen. I 2002 flyttede han videre til BAR-Honda, hvor han blev chefingeniør for det mekaniske og gearkassen.

Siden september 2005 har Zander været chefdesigner for Williams, så han er ikke helt ukendt for Mario Theissen, selvom samarbejdet mellem BMW og Williams på det tidspunkt var tæt på sin afslutning.


Willy Rampf (Teknisk direktør for chassis) bliver Zanders nærmeste overordnede.

Selv siger Zander til udnævnelsen:

"BMW Sauber F1 Holdet er i sin opbygningsfase, hvilket byder på en betydelig udfordring. Det er ikke bare et spørgsmål om teknologi, men også om at få styr på strukturen og processerne. Trækkende på min erfaring vil jeg gerne gøre mit til at støtte holdet på dets vej op."

RELATEREDE NYHEDER