Ifølge en udtalelse fra Virgin Racings chef, Graeme Lowdon, er forberedelserne til 2011-sæsonen i fuld gang, og der arbejdes hårdt på at bygge en stærkt forbedret bil.
”Det er et kæmpe job at bygge bilen, og der er mange dele, som skal forarbejdes og designes,” udtaler Graeme Lowdon.
Selv om der fokuseres på 2011, arbejder teamet stadig på at nå gode resultater i resten af indeværende sæson.
"Jeg tror, at man vil se små fremskridt fra os, fordi de ikke er så dyre at gennemføre," tilføjede Lowdon.
Der arbejdes hårdt hos Virgin Racing i øjeblikket. Her er det Timo Glock og Lucas di Grassi. Copyright Virgin Racing
"Når det er sagt, så er der mindre mandskab til at arbejde på den nuværende model og mere arbejde, der skal gøres på 2011-modellen. Det er meget mere ressourcekrævende, end det var for et år siden.”
"Vi var nødt til at designe den nuværende bil på meget kort tid og fra stående start. Siden har vi samlet en frygtelig masse ekstra viden, som vi kan bruge næste år. Det ser allerede helt anderledes ud, kan jeg godt sige."
Teamet insisterer også på, at de beholder Timo Glock til næste sæson.
"Vi har en kontrakt med Timo til næste år. Vi har en option på Lucas (di Grassi, red.), som gør et rigtig godt stykke arbejde for teamet. Der er masser af konkurrence om sæderne, fordi der ikke er så mange af dem, så vi er i en god position,” siger Virgin-direktøren.
Timo Glock bliver hos Virgin. Copyright Virgin Racing
"Det vigtigste for os er at have den rette kombination af mandskab samt et godt teknisk mix med god feedback, og at vi bevæger os fremad. Vi får at se, hvordan det kommer til at gå de næste par uger."
Virgin vil fortsætte med at evaluere den unge belgiske rookie, Jerome d'Ambrosio, og han vil få mere tid under fredagens træninger.
"Jeg synes, at han har gjort et fantastisk stykke arbejde, så vi vil selvfølgelig fortsat arbejde sammen med ham. Vi vil køre endnu et par sessioner, og vi har en halv dag med ham (under Young Drivers-testen, red.) i Abu Dhabi," slutter Lowdon.
I næste måned vil den unge, brasilianske GP2-kører, Luiz Razia, ligeledes teste for Virgin under en heldags-session.
I øjeblikket ligger Timo Glock nr. 23 og Lucas di Grassi som nr. 24 i kørermesterskabet. I konstruktørernes mesterskab indtager Virgin rollen som feltets agterlanterne.