• Forside

Mark Webber sat i forbindelse med Renault i 2007

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 6/1 2006 klokken 06:01

Kørermarkedet for 2007 åbnede tidligt, da Fernando Alonso offentliggjorde, at han skiftede sin blå/gule kørerdragt ud med den sølv/grå kørerdragt i 2007. Hvem der skal overtage hans sæde hos Renault er af naturlige årsager endnu ikke bestemt.


En kører som springer i øjnene er Mark Webber, der også i år kører for Williams teamet. Mark Webbers kontrakt udløber efter denne sæson, og Mark Webber har tidligere været sat i forbindelse med Renault. Nogle husker måske, hvordan Mark Webbers manager Flavio Briatore prøvede at lave en byttehandel med Sir Frank Williams, så Giancarlo Fisichella ville overtage Mark Webbers Williams sæde, mens Mark Webber skulle være Fernando Alonsos holdkammerat hos Renault.


Giancarlo Fisichellas kontrakt udløber i år, og meget pegede på, at Fisichella ville miste sit sæde til fordel for finske Heikki Kovalainen til 2007 sæsonen. Alonsos skifte så ud til at bringe lidt ro omkring Fisichellas sæde, men det kommer an på om Heikki Kovalainen er set som Fernando Alonso eller Giancarlo Fisichellas afløser.


Mark Webber har tidligere været testkører for Benetton (før holdet blev omdøbt Renault), så han kender lidt til holdet, og så lider Williams teamet i år under, at de ikke er et fabriksteam og de har mistet nogle af deres store sponsorer, mens Renault har direkte fabriksstøtte fra Renault fabrikken.


Mark Webber vil ikke selv udtale sig om sin fremtid. Måske logisk nok, da Williams i år kan gå hen og overraske, da forventningerne til det tidligere tophold ikke er så høje i år som tidligere. Så til det australske Motorsport News siger han:


”Det er mit største ønske, at vi får løst vores problemer og får Williams frem igen i år. Nu og frem i tiden.”