Koreas Grand Prix i farezonen

At stable en Formel 1-bane på benene hører til i afdelingen for risikovillig kapital, is i maven og stram overlæbe. Meget tyder da også på, at det kommende grand prix i Korea hænger i en særdeles tynd tråd.

Karun Chandhok i pitlane . Copyright Red Bull Racing

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 28/9 2010 klokken 09:09

D. 24. oktober er der premiere på Koreas Grand Prix, på Korea International Circuit, og den 21. september skulle officials fra FIA, den internationale motorsportsorganisation, oprindeligt have inspiceret og godkendt både bane og faciliteter, men dette blev udskudt.

F1-bossen, Bernie Ecclestone, er personligt bekymret og indrømmede forleden overfor ’The Associated Press, at det ser sort ud med hensyn til at gennemføre løbet på den fastlagte dato. Faktisk skulle banen være klar 90 dage før løbet, erkendte han.

Nu indrømmer cheferne for de forskellige Formel 1-teams, at de også har stærke bekymringer omkring det koreanske grand prix og dets gennemførelse indenfor tidsrammerne.

Karun Chandhok laver donuts på start/målstregen på den endnu ikke færdiggjorte bane i Korea. Copyright Red Bull Racing

McLarens teamchef, Martin Whitmarsh, er stærkt interesseret i at det gennemføres, så teamet kan genvinde det tabte terræn i pointjagten til årets verdensmesterskab. Et aflyst løb kan vise sig at være katastrofalt for det britiske team.

”Vi vil gerne have en masse point der, og vi ønsker flere løb,” siger han.

"Ud fra hvad vi hører, så er der helt klart en masse bekymringer omkring dette, men vi er nødt til at antage, at Bernie og koreanerne arbejder på det. Og vi er nødt til at koncentrere os nu om at komme til Suzuka (Japans Grand Prix, red.) og øge vores point," tilføjer Whitmarsh.

Renaults teamchef, Erik Boullier, er også en bekymret mand.

"Det er en bekymring, fordi vi så ville have brugt penge på ingenting. Det er ekstra arbejde for ingenting. Det er jo ikke let at vide i forvejen, om det bliver til noget eller ej - og dette her er helt klart ikke godt."

Derimod er Red Bulls teamchef, Christian Horner, overbevist om, at Korea Grand Prix vil blive gennemført, selv om hans teams gode position i mesterskabet betyder klare fordele, hvis løbet bliver aflyst.

"Jeg tror, at vi vil helt klart vil være i Korea," sagde han.

"Jeg havde en snak med nogle repræsentanter tidligere og de virkede temmelig sikre. Vi var der for et par uger siden (ved et Red Bull reklamefremstød, red.) og de var godt på vej, så vi er ret sikre. I øjeblikket er alle vore fly stadig booket."

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« HD i 2011? Gascoyne bliver hos Lotus »