Så er det den italienske Monza-banes tur til at ligge asfalt til Formel 1-bilernes udfoldelser.
Banen er en højfartsbane, hvilket betyder, at McLaren på papiret står til at have den bedste bil til løbet, mens Red Bull skal sikre minimal skade. Men om det bliver sådan det kommer til at forholde sig, ved vi jo først søndag eftermiddag.
Efter denne første træning, har vi lidt af et fingerpeg på hvilken retning pilen peger, men første træning viser dog aldrig det fulde billede af potentialet for de enkelte hold.
Hele Formel 1-feltet blev her til formiddag bud velkommen af et skønt og solrigt italiensk tidligt efterår, hvilket ser ud til at holde hele weekenden, til trods for at der har været rygter fremme om, at der kunne komme regn på søndag.
Op til denne første træning, har der været en del diskussioner omkring, hvem og hvor mange der ville anvende F-duct i denne weekend.
Fernando Alonso har bekræftet, at der er F-duct på hans Ferrari, det samme gælder for de to Renaulter samt McLaren. Meget tyder faktisk på, at alle, der har F-duct, anvender systemet i denne weekend.
Michael Schumacher er noget overraskende første mand til at sætte en tid og efter et kvarter, er han fortsat den eneste der har sat en tid. Faktisk blev der først sat en ny tid, da der var gået 22 minutter, hvilket var Alguersauri i Toro Rosso raceren. Han formåede ikke at komme hurtigere rundt end Mercedes GP køreren.
Der var ikke mange på banen den første halve time, hvor de fleste valgte at tage den med ro, da man håbede at den italienske efterårssol ville få tilført banen lidt ekstra varme. Den lå på dette tidspunkt helt nede på 15 grader.
Lige inden der var gået en halv time, satte Lewis Hamilton en ny bedste tid med McLaren-raceren, en tid der dog kun var to tiendedele sekund hurtigere end Schumachers bedste tid.
Efter tre kvarter, begynder der at komme lidt mere action på banen, der nu er oppe på omkring 25 grader, hvis man skal tro Ferrari. Med Webber på banen, begynder der tiderne at falde, dog er Red Bull køreren på dette tidspunkt kun tredje hurtigst.
Vettel kommer rundt lige efter Webber og er nu hurtigste mand. 1.24.450 rykkede han tiden ned på.
At temperaturen er steget voldsomt på banen, betyder at tiderne falder voldsomt og der pludselig er mange ude på banen. Ferrari ser ikke ud til at være godt kørende. De er begge over et sekund efter hurtigste mand, der her efter lidt over en time, er Jenson Button i Mclaren.
Med et kvarter tilbage af den første træning, ser vi to langsomme McLaren-racere ude på banen. Det er tydeligt at se, at de har fået fyldt tankene godt op.
Sebastian Vettel og Red Bull teamchef Christian Horner
Som det nærmest bør være, så er der godt og grundigt gang i den på banen de sidste 5 minutter. I dag betyder det også en del i forhold til hvem der ender med hurtigste tid, da banen er blevet markant bedre over den sidste halve time, hvor asfalt temperaturen er mere end fordoblet.
Sebastian Vettel er meget tæt på at gå forbi Jenson Button i de døende sekunder af denne første frie træning, men McLaren-piloten slutter hurtigst.