Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 14/8 2010 klokken 02:08
Det blev ikke noget stort overskud, men heller ikke det dundrende underskud som banen kunne have fået. Bernie Ecclestone har fornyet kontrakten med Hockenheim frem til 2018, og det endda under væsentligt reducerede konditioner.
Således har Ecclestone valgt at overtage nogle af de økonomiske risici ved løbene for at sikre banens overlevelse, og det har som sagt endt med et lille overskud.
65.300 tilskuere, heraf to busser med gæster fra Grand Prix Tours, den ene bus med deltagere, der havde valgt at benytte BMF1’s tilbud, overværede søndag det tyske grand prix, hvilket, kombineret med tilskuerne fra fredag og lørdag, gjorde, at arrangørerne endte med et overskud på 140.000 euro (lidt over en million kroner).
Det lyder måske ikke af meget, men under den tidligere kontrakt ville weekenden have endt med et underskud på 7.2 mio euro. Noget af en forskel, og måske et tegn på bedring for de fattige europæiske baner.