Spa frygter for fremtiden

Kørerne elsker den, tilskuerne elsker den og tv-seere elsker den. Spa-Francorchamps er manges yndlingsbane, og man har begrædt de år, hvor banen ikke har været en del af kalenderen. Nu frygter banen for fremtiden.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 12/8 2010 klokken 18:08

Michael Schumachers manglende succes kan ses på billetsalget til dette års løb, men alligevel er arrangørerne ganske godt tilfredse med det foreløbige salg.

Mere end 40.000 billetter er solgt, men der skal flere til for at få det til at løbe rundt. Hvilket er lidt af et problem, når der er så mange lande, som gerne vil med i Formel 1, og som gerne smider om sig med penge for en af de eftertragtede pladser.

Det fortæller talsmand Christian Lahaye.

”Billetsalget til dette år har været relativ godt. Vi håber at nå tallene fra 2007, med 65.000 solgte billetter, for at få mulighed for at opbygge en en balanceret finansiel position.”

Force India jubler efter andenpladsen i 2009. Der skal ske endnu et mirakel for at gentage den præstation i år.
Copyright Force India


Spa-Francorchamps banechef Andre Maes frygter også fremtiden. Til det belgiske nyhedsbureau Belga udtaler han:

”Der er ikke mangel på kandidater (til løbene i kalenderen, red.). Selv Frankrig har ikke noget grand prix.”

Den flamske avis ‘De Morgen’ skriver, at den belgiske banes fremtid afhænger af den kommende Concordeaftale. Jo flere løb i kalenderen, jo større chance for at Belgien kan bevare sin plads overfor et dyrt betalende land.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Stadig kold luft mellem Massa og Piquet Jr. Konservative Pirelli »