Europas Grand Prix: 2. Frie træning

Efter en første træning, der vendte lidt rundt på det sædvanlige billede af hvilke kørere og hvilke hold, der ligger på de forreste placeringer, blev dagens anden træning kørt med det lidt mere velkendte billede.

Fernando Alonso på hjemmebane . Copyright Ferrari Media

Af: Christoffer Østergaard Nielsen (cn@bmf1.dk) d. 25/6 2010 klokken 18:06

Fernando Alonso blev træningens hurtigste i sin Ferrari racer i tiden 1:39.283s. Han kørte over målstregen i en tid, der blot var en halv hundrededel hurtigere end træningens nummer 2, Sebastien Vettel.

Mark Webber valgte igen at følge lige i hælene på sin yngre holdkammerat og bevise Red Bulls styrke ved at være dagens tredje hurtigste.

Nico Rosberg havde mistet lidt af farten i forhold til resten af feltet, men endte alligevel som nummer 4, hele 7 placeringer bedre end holdkammerat Michael Schumacher, der tilsyneladende ikke har fundet sig helt tilpas på den spanske bane.

Lewis Hamilton, Robert Kubica og Felipe Massa, blev i nævnte rækkefølge de sidste kørere, der kørte hurtigere end 1:40.000s, hvilket viser en stor fremgang i feltets hastighed rundt om banen. Faktisk skal vi helt ned på syttendepladsen før vi finder første kører langsommere end Rosbergs tid i første træning.

Adrian Sutil kom på banen efter Paul Di Resta havde kørt bilen i første træning og fik Force India op på pladsen som ottende hurtigste, en fremgang på hele seks placeringer fra første træning.

Efter ham er Jenson Button at finde, der også er et stykke efter sin holdkammerat i træningen, foran Williams Rubens Barrichello, der endnu engang opnår en placering inden for top 10.

Selvom Michael Schumacher er helt nede på plads elleve er forskellen på ham og nr. 1 ikke mere end et sekund. Det er først nede blandt de nye hold forskellen er mere væsentlig.

Force Indias Liuzzi indtager tolvte pladsen foran Renaults Petrov, der bliver fulgt af BMW Sauber duoen, hvor det denne gang var Kobayashi, der trak det længste strå.

Toro Rosso fik en bil på begge sider af Williams Nico Hülkenberg, der kom efter Sebastien Buemi og før Jaime Alguersuari.

Skillelinjen mellem de etablerede og nye hold er meget tydelig i denne træning, hvor de atten kørere fra de etablerede hold var inden for 2.2 sekunder efter dagens hurtigste, mens de nye holds hurtigste var et helt sekund langsommere end manden på pladsen bedre end ham.

Lotus fik begge biler foran de andre nye, igen med Kovalainen som hurtigste, dernæst kom Virgin med Timo Glock som hurtigste og til slut kom HRT med Bruno Senna som hurtigste.

Dog skal det understreges at forskellen blandt de nye hold også er på omtrent et sekund, så billedet har ikke umiddelbart ændret sig besynderligt meget.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Europas Grand Prix: 1. Frie træning Kubica til Mercedes? »