- Forside
Optakt til San Marino Grand Prix
Formel cirkusset kommer nu til Europa for første gang i denne sæson, og således afvikles 'Gran Premio Foster's di San Marino 2006' på 'Autodromo Enzo e Dino Ferrari' i Imola i Italien.
Af: JPU (jpu@bmf1.dk) d. 18/4 2006 klokken 22:04
Formel cirkusset kommer nu til Europa for første gang i denne sæson, og således afvikles 'Gran Premio Foster's di San Marino 2006' på 'Autodromo Enzo e Dino Ferrari' i Imola i Italien. Banen ligger tæt på den lille flod Santerno, og omtales derfor ofte som Santerno eller bare Imola.
Da vi nu er vendt til Europa bliver TV-tiderne for os danskere lidt mere menneskelige, og du kan tjekke dem her på siden i vores sædvanlige oversigt, der denne gang er blevet udvidet så også tiderne for GP2-sessionerne er inkluderet.
Til det kommende Grand Prix har vi her på BMF1 som den første danske Formel 1 side indført en SMS service således at du kan få tilsendt resultatet af kvalifikationen samt løbsresultatet.
Læs iøvrigt mere om vores nye service her
BM Banekort - San Marino 2006.
DEN NUVÆRENDE SITUATION
De første tre oversøiske løb har givet de fleste garvede Formel 1 fans rislende kuldegysninger ned af ryggen. Sæsonen minder allerede nu i høj grad om en tidligere Ferrari-dominans.
Fernando Alonso har efter 3 løb allerede dobbelt så mange point som nummer 2, der i parentes bemærket er teamkammeraten, Giancarlo Fisichella og som nr. 3, Kimi Räikkönen.
Fernando Alonso, Renault R25, vandt løbet sidste år.
Man skal ikke allerede sælge mesterskabet, men 14 point er et pænt forspring, ikke mindst set i lyset af årets pointskala. Det kan man så kombinere med den skræmmende stabilitet som Renault har udvist i de første 3 løb og med konkurrenternes skiftende uheld og kørerfejl. Så status i toppen er som efter de 2 første løb: Renault er holdet man skal slå.
Situationen er stadig, som efter de første 2 løb, at Ferrari, McLaren og Honda alle tre skal håbe på, at Imola er den bane, som giver dem årets første succes. Dette er tiltrængt, ikke mindst for Michael Schumacher og Juan Pablo Montoya, der begge udgik fra samme sving på Albert Park, begge efter noget, der i høj grad mindede om en kørerfejl.
Toyota opnåede noget, der minder om succes, med en sjælden podieplacering til Ralf Schumacher, og vil forsøge at bygge videre på en succes, som har været hårdt tiltrængt.
Daværende forsvarende verdensmester Jody Scheckter (Ferrari) ved debutløbet i 1980 – den eneste gang Imola har været vært for Italiens Grand Prix.
Hvad kan vi forvente at søndagens løb? Vi kan forvente et ligeså spændende, hårdt og dramatisk løb, som de første 3 løb har været med 5-7 hold, der alle vil kunne køre i top 8.
Fornyet spænding med dækskift og kvalifikation, et løb, hvor der starter en Ferrari i forreste startrække, hvor Renault kommer fra start som lyn og torden, et løb, hvor der sandsynligvis er mindst én topkører, der må kæmpe sig vej op gennem feltet, forbi Super Aguri, Torro Rosso og Red Bull biler, der alle slås for deres chance, hvor der ikke gives ved dørene - heller ikke selv om man hedder Barrichello, Button eller Montoya.
Med 5 hold mellem i pointene og med Scott Speed i Torro Rosso, på en imponerende 9. plads, så tegner årets formel 1 sæson stadig spændende, hvis man ellers ser bort fra at Renault dominerer i toppen. Men derudover tegner det godt.
Fernando Alonso van løbet i San Marino 2005 i tæt kamp med Michael Schumacher.
HISTORIEN
Lige siden romertiden har Imola været hjemsted for væddeløb. I år 80 fvt., da byen hed Cornelli Forum, var der et amfiteater, hvor tohjulede stridsvogne kørte om kap.
Den moderne banes historie starter tilbage i 1940'erne, hvor man, for at sætte gang i økonomien efter 2. verdenskrig, satte en række offentlige projekter i gang. Et af dem var konstruktionen af en vej, der skulle forbinde "via Emilia", der lå, hvor Rivazza svingene ligger i dag, med landsbyen Codrigano nær Tosa-svinget.
Jacques Laffite (Ligier) ved Italiens Grand Prix 1980
Selve anlæggelsen af banen blev påbegyndt den 22. marts 1950, men arbejdet skred kun langsomt frem på grund af bureaukratiske problemer og besværligheder med at få erhvervet de tilstødende områder.
To et halvt år senere den 19. oktober kunne man gennemføre den første rigtige test, hvor Enzo Ferrari sendte en Ferrari 340 sport, der blev kørt af Ascari, Marzotto og Villorese. Der skulle dog gå yderligere et halvt år, inden den første sportsbegivenhed fandt sted den 25. april. Det var det italienske mesterskab for 125cc og 500cc motorcykler.
Manfred Winkelhock (ATS) - far til Markus Winkelhock, der nu er testkører for Midland - ved San Marinos Grand Prix 1983
Den 20. juni 1954 nåede man til det første sportsvognsløb, og dermed var Imolas store æra for automobilsport begyndt. Vi skal dog hen til den 21. april 1963 inden, der for første gang blev kørt Formel 1 på banen. Der var tale om et uofficielt løb, hvor blandt andet Ferrari ikke stillede til start. Vinderen af løbet blev Jim Clark i sin Lotus 25.
Som bekendt er banens nuværende navn 'Autodrome Enzo e Dino Ferrari'. Sådan har det naturligvis ikke altid været. Det første skridt til det nuværende navn blev taget i 1970, hvor man, for at markere det tætte forhold mellem banen i Imola og Enzo Ferrari, valgte at dedikere banen til Enzos søn Dino, der i 1956 døde i en alder af bare 24 år.
Ayrton Senna (Lotus) ved San Marinos Grand Prix 1985, hvor han for første gang tog poleposition – en startposition han beholdte til og med 1991!
Indtil 1979 var Imola ikke en lukket bane, men bestod af en blanding af bane og offentlig vej. Dette år blev man imidlertidigt færdig med at anlægge nye veje rundt om banen, og man kunne derfor omdanne den til en permanent bane.
Begivenheden blev fejret den 19. september med Dino Ferrari Grand Prix, der var endnu et uofficielt Formel 1-løb, men det var alligevel starten på en ny æra. Året efter blev det nemlig alvor.
Podiet ved San Marinos Grand Prix 1985: Elio de Angelis (Lotus, vinder), Patrick Tambay (Renault, 3.) og Thierry Boutsen (Arrows, 2.)
Den 14. september 1980 afholdte man det første og eneste Italiens Grand Prix på banen – året efter gik man over til at kalde det for San Marinos Grand Prix, således at man kunne få Monza tilbage på kalenderen.
I 1988 døde Enzo Ferrari den 14. august, og man tilføjede derfor navnet 'Drake' ved siden af hans søns navn, på skiltet over banen.
Det er dog ikke bare lutter gode ting, der er sket på banen. I 1989 kørte Gerhard Berger galt i sin Ferrari med 280 km/t, og bilen gik op i flammer. Heldigvis tog det mindre end 15 sekunder, inden hjælpen var fremme, og Berger blev reddet ud, hvorefter han kunne genindtræde i løbet.
Kørerne i pole position og med hurtigste omgang samt vindere gennem årene i Imola.
Imola har desværre været ramme om flere farlige ulykker. Her er det Gerhard Berger (Ferrari) ved San Marinos Grand Prix 1989
Løbet i 1994 blev rammen for en af de mest tragiske weekender i Formel 1-historien. Ulykkerne startede allerede om fredagen, hvor Rubens Barrichello (Jordan) ramte en kerb, hvorved han fløj over beskyttelsesmuren. Heldigvis slap han heldigt fra denne ulykke.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå om lørdagen, hvor Roland Ratzenberger (Simtek) mistede kontrollen med bilen under kvalifikationen og fortsatte lige ud i et sving. Konsekvensen af afkørslen blev det første dødsfald i forbindelse med et Grand Prix, siden Gilles Villeneuves dødsulykke i Ferrari på Zolder i Belgien 1982.
Det skulle dog blive endnu værre: Om søndagen under løbet gik det også galt for legendariske Ayrton Senna. I indgangen til Tamburello kurven bragede han ind i betonmuren med mere end 200 km/t og døde på stedet af sine kvæstelser.
Rubens Barrichello (Jordan) i problemer under træningen til San Marinos Grand Prix 1994
I de senere år har løbene i høj grad været domineret af McLaren og Michael Schumacher. I perioden 1998 til 2001 tog McLaren alle poles, hvorefter Schumacher tog over. Fra 1999 og indtil Fernando Alonsos sejr i 2005 stod der dog Schumacher på samtlige vindere med fem sejre til Michael og en enkelt til Ralf. Sidstnævnte fandt sted i 2001, og var hans første Formel 1-sejr.
For et par år siden var det tæt på, at Bernie Ecclestone trak stikket ud for San Marinos Grand Prix, men der blev arbejdet meget hårdt på at sikre løbets overlevelse, og det lykkedes at få en ny kontrakt i hus.
San Marinos Grand Prix gennem de seneste år
BANEN:
Imola ligger i Emilia Romana godt 30 km sydøst for Bologna på vejen mod Rimini og en tilsvarende afstand nordvest for Forli, som Ryanair flyver til. San Marino, som lægger navn til Grand Prixet, ligger omkring 75 km i luftlinie sydøst for Imola og er verdens mindste republik.
Banen i Imola var oprindelig en højhastighedsbane, hvor man tog strækket fra start/mål til Tosa med speederen i bund. Således tog Ayrton Senna i 1994 pole med en gennemsnitshastighed på mere end 222 km/t, eller cirka samme hastigheder, som man dengang kørte på Spa-Francorchamps.
Vejret er ikke altid lige spændende, når der køres løb på Imola. Her må Eric van der Poele (Lambo) søge ly ved løbet i 1991.
Efter den sorte weekend med Sennas og Ratzenbergers død samt Barrichellos meget alvorlige ulykke blev banen imidlertid ændret radikalt.
Der blev derfor udført ændringer over hele linien: De to højfartssving Tamburello og Villeneuve fik chikaner samt andre ændringer på Acque Minerali, Rivazza og strækket op til chikanen lige før start/mål.
Resultat blev, at man som sådan havde en helt anden bane – desværre også en meget kedelig bane, hvor det er så som så med overhalingerne. I 2002 kunne man således for eksempel opleve, at der ikke var nogen forskydning mellem de fire første fra kvalifikationen til slutresultatet.
Giancarlo Fisichella kører over en af de berømte kerber.
Løbs- og banedata for det nuværende layout, der er brugt fra og med år 2000.
En Toyota TF105 på Imola i 2005.
EN OMGANG MED KIMI RAIKKONEN
Efter en kraftig acceleration forbi den korte pit i Imola kommer man op på cirka 290 km/t i sjette gear, imens man kører igennem det idylliske italienske landskab. Du bremser hårdt før venstre-højre-venstre chikanen Tamburello.
Denne første del gennemføres med 130 km/t i andet gear, man løfter lidt på pedalen i den midterste del, der går til højre og i den sidste del presser man speederen i bund, så man opnår en hastighed på 290 km/t for enden af stykket der fører til Villeneuve.
Starten på Imola 2005.
Denne venstre-højre kombination tages ved 235 km/t i femte gear, et kort tryk på speederen fører dig ned til venstre hårnålssvinget Tosa som gennemføres med 95 km/t i andet gear. Ved udgangen går det op ad bakke i retning Piratella.
Gennem gearskift når man farten 280 km/t, inden der skal bremses ned til 180 der er nødvendigt i det bumpede venstresving. Banen fortsætter nu ned af og man kommer op på 250 km/t i sjette gear inden bremsen berøres let inden det lette venstresving inden der skal bremses hårdt i det bumpede højresving Acque Mineral, der tages i andet gear med 120 km/t
Banekort for Imola
Der accelereres ud af Acque Mineral og hastigheden øges til 285 km/t i femte gear, på det lige stykke der fører til Variante Alt. Denne chikane tages med den lave hastighed af 135 km/t, og der skal køres ret aggressivt over kerben.
Dette fører så til enden et lige stræk, hvor hastigheden kommer op på 310 km/t i sjette gear. Der bremses inden Rivazza, der er en hård belastning for bremserne da det går ned af bakke. Det dobbelte sving drejer dig 180 grader og tages med 100 km/t i andet gear.
Nick Heidfeld (WilliamsF1 BMW FW27) i 2005.
Ved udgangen accelereres der op igennem Variante Bassa, så man når 285 km/t i sjette gear inden der bremses hårdt i højre-venstre kombinationen ved Traguardo. Den sidste chikane tages i andet gear og med 100 km/t og bringer dig tilbage på det lige stræk ved starten.
Nick Heidfeld (WilliamsF1 BMW FW27) på vej ud af chikanen før start-/mållangsiden.
BILLEDER FRA SIDSTE ÅRS LØB I IMOLA:
WilliamsF1 BMW FW27, San Marino 2005.
Rubens Barrichello, Imola 2005.
Fernando Alonso, Renault R25, San Marino Grand Prix 2005.
Ralf Schumacher Imola 2005.
Jenson Button, B.A.R-Honda 007, 2005 San Marino GP.
Jarno Trulli Imola 2005.
Michael Schumacher vinker til fans efter sin andenplads på Imola i 2005.
Fernando Alonso, San Marino Grand Prix 2005.
Podium Imola 2005.
Da vi nu er vendt til Europa bliver TV-tiderne for os danskere lidt mere menneskelige, og du kan tjekke dem her på siden i vores sædvanlige oversigt, der denne gang er blevet udvidet så også tiderne for GP2-sessionerne er inkluderet.
Til det kommende Grand Prix har vi her på BMF1 som den første danske Formel 1 side indført en SMS service således at du kan få tilsendt resultatet af kvalifikationen samt løbsresultatet.
Læs iøvrigt mere om vores nye service her
BM Banekort - San Marino 2006.
DEN NUVÆRENDE SITUATION
De første tre oversøiske løb har givet de fleste garvede Formel 1 fans rislende kuldegysninger ned af ryggen. Sæsonen minder allerede nu i høj grad om en tidligere Ferrari-dominans.
Fernando Alonso har efter 3 løb allerede dobbelt så mange point som nummer 2, der i parentes bemærket er teamkammeraten, Giancarlo Fisichella og som nr. 3, Kimi Räikkönen.
Fernando Alonso, Renault R25, vandt løbet sidste år.
Man skal ikke allerede sælge mesterskabet, men 14 point er et pænt forspring, ikke mindst set i lyset af årets pointskala. Det kan man så kombinere med den skræmmende stabilitet som Renault har udvist i de første 3 løb og med konkurrenternes skiftende uheld og kørerfejl. Så status i toppen er som efter de 2 første løb: Renault er holdet man skal slå.
Situationen er stadig, som efter de første 2 løb, at Ferrari, McLaren og Honda alle tre skal håbe på, at Imola er den bane, som giver dem årets første succes. Dette er tiltrængt, ikke mindst for Michael Schumacher og Juan Pablo Montoya, der begge udgik fra samme sving på Albert Park, begge efter noget, der i høj grad mindede om en kørerfejl.
Toyota opnåede noget, der minder om succes, med en sjælden podieplacering til Ralf Schumacher, og vil forsøge at bygge videre på en succes, som har været hårdt tiltrængt.
Daværende forsvarende verdensmester Jody Scheckter (Ferrari) ved debutløbet i 1980 – den eneste gang Imola har været vært for Italiens Grand Prix.
Hvad kan vi forvente at søndagens løb? Vi kan forvente et ligeså spændende, hårdt og dramatisk løb, som de første 3 løb har været med 5-7 hold, der alle vil kunne køre i top 8.
Fornyet spænding med dækskift og kvalifikation, et løb, hvor der starter en Ferrari i forreste startrække, hvor Renault kommer fra start som lyn og torden, et løb, hvor der sandsynligvis er mindst én topkører, der må kæmpe sig vej op gennem feltet, forbi Super Aguri, Torro Rosso og Red Bull biler, der alle slås for deres chance, hvor der ikke gives ved dørene - heller ikke selv om man hedder Barrichello, Button eller Montoya.
Med 5 hold mellem i pointene og med Scott Speed i Torro Rosso, på en imponerende 9. plads, så tegner årets formel 1 sæson stadig spændende, hvis man ellers ser bort fra at Renault dominerer i toppen. Men derudover tegner det godt.
Fernando Alonso van løbet i San Marino 2005 i tæt kamp med Michael Schumacher.
HISTORIEN
Lige siden romertiden har Imola været hjemsted for væddeløb. I år 80 fvt., da byen hed Cornelli Forum, var der et amfiteater, hvor tohjulede stridsvogne kørte om kap.
Den moderne banes historie starter tilbage i 1940'erne, hvor man, for at sætte gang i økonomien efter 2. verdenskrig, satte en række offentlige projekter i gang. Et af dem var konstruktionen af en vej, der skulle forbinde "via Emilia", der lå, hvor Rivazza svingene ligger i dag, med landsbyen Codrigano nær Tosa-svinget.
Jacques Laffite (Ligier) ved Italiens Grand Prix 1980
Selve anlæggelsen af banen blev påbegyndt den 22. marts 1950, men arbejdet skred kun langsomt frem på grund af bureaukratiske problemer og besværligheder med at få erhvervet de tilstødende områder.
To et halvt år senere den 19. oktober kunne man gennemføre den første rigtige test, hvor Enzo Ferrari sendte en Ferrari 340 sport, der blev kørt af Ascari, Marzotto og Villorese. Der skulle dog gå yderligere et halvt år, inden den første sportsbegivenhed fandt sted den 25. april. Det var det italienske mesterskab for 125cc og 500cc motorcykler.
Manfred Winkelhock (ATS) - far til Markus Winkelhock, der nu er testkører for Midland - ved San Marinos Grand Prix 1983
Den 20. juni 1954 nåede man til det første sportsvognsløb, og dermed var Imolas store æra for automobilsport begyndt. Vi skal dog hen til den 21. april 1963 inden, der for første gang blev kørt Formel 1 på banen. Der var tale om et uofficielt løb, hvor blandt andet Ferrari ikke stillede til start. Vinderen af løbet blev Jim Clark i sin Lotus 25.
Som bekendt er banens nuværende navn 'Autodrome Enzo e Dino Ferrari'. Sådan har det naturligvis ikke altid været. Det første skridt til det nuværende navn blev taget i 1970, hvor man, for at markere det tætte forhold mellem banen i Imola og Enzo Ferrari, valgte at dedikere banen til Enzos søn Dino, der i 1956 døde i en alder af bare 24 år.
Ayrton Senna (Lotus) ved San Marinos Grand Prix 1985, hvor han for første gang tog poleposition – en startposition han beholdte til og med 1991!
Indtil 1979 var Imola ikke en lukket bane, men bestod af en blanding af bane og offentlig vej. Dette år blev man imidlertidigt færdig med at anlægge nye veje rundt om banen, og man kunne derfor omdanne den til en permanent bane.
Begivenheden blev fejret den 19. september med Dino Ferrari Grand Prix, der var endnu et uofficielt Formel 1-løb, men det var alligevel starten på en ny æra. Året efter blev det nemlig alvor.
Podiet ved San Marinos Grand Prix 1985: Elio de Angelis (Lotus, vinder), Patrick Tambay (Renault, 3.) og Thierry Boutsen (Arrows, 2.)
Den 14. september 1980 afholdte man det første og eneste Italiens Grand Prix på banen – året efter gik man over til at kalde det for San Marinos Grand Prix, således at man kunne få Monza tilbage på kalenderen.
I 1988 døde Enzo Ferrari den 14. august, og man tilføjede derfor navnet 'Drake' ved siden af hans søns navn, på skiltet over banen.
Det er dog ikke bare lutter gode ting, der er sket på banen. I 1989 kørte Gerhard Berger galt i sin Ferrari med 280 km/t, og bilen gik op i flammer. Heldigvis tog det mindre end 15 sekunder, inden hjælpen var fremme, og Berger blev reddet ud, hvorefter han kunne genindtræde i løbet.
| År | Pole Position | Hurtigste Omgang | Vinder |
|---|---|---|---|
| 1980 | R. Arnoux | A. Jones | N. Piquet |
| 1981 | G. Villeneuve | G. Villeneuve | N. Piquet |
| 1982 | R. Arnoux | D. Pironi | D. Pironi |
| 1983 | R. Arnoux | R. Patrese | P. Tambay |
| 1984 | N. Piquet | N. Piquet | A. Prost |
| 1985 | A. Senna | M. Alboreto | E. de Angelis |
| 1986 | A. Senna | N. Piquet | A. Prost |
| 1987 | A. Senna | T. Fahl | N. Mansell |
| 1988 | A. Senna | A. Prost | A. Senna |
| 1989 | A. Senna | A. Prost | A. Senna |
| 1990 | A. Senna | A. Nannini | R. Patrese |
| 1991 | A. Senna | G. Berger | A. Senna |
| 1992 | N. Mansell | R. Patrese | N. Mansell |
| 1993 | A. Prost | A. Prost | A. Prost |
| 1994 | A. Senna | D. Hill | M. Schumacher |
| 1995 | M. Schumacher | G. Berger | D. Hill |
| 1996 | M. Schumacher | D. Hill | D. Hill |
| 1997 | J. Villeneuve | H-H. Frentzen | H-H. Frentzen |
| 1998 | D. Coulthard | M. Schumacher | D. Coulthard |
| 1999 | M. Häkkïnen | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2000 | M. Häkkïnen | M. Häkkïnen | M. Schumacher |
| 2001 | D. Coulthard | R. Schumacher | R. Schumacher |
| 2002 | M. Schumacher | R. Barrichello | M. Schumacher |
| 2003 | M. Schumacher | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2004 | J. Button | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2005 | K. Räikkönen | M. Schumacher | F. Alonso |
Imola har desværre været ramme om flere farlige ulykker. Her er det Gerhard Berger (Ferrari) ved San Marinos Grand Prix 1989
Løbet i 1994 blev rammen for en af de mest tragiske weekender i Formel 1-historien. Ulykkerne startede allerede om fredagen, hvor Rubens Barrichello (Jordan) ramte en kerb, hvorved han fløj over beskyttelsesmuren. Heldigvis slap han heldigt fra denne ulykke.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå om lørdagen, hvor Roland Ratzenberger (Simtek) mistede kontrollen med bilen under kvalifikationen og fortsatte lige ud i et sving. Konsekvensen af afkørslen blev det første dødsfald i forbindelse med et Grand Prix, siden Gilles Villeneuves dødsulykke i Ferrari på Zolder i Belgien 1982.
Det skulle dog blive endnu værre: Om søndagen under løbet gik det også galt for legendariske Ayrton Senna. I indgangen til Tamburello kurven bragede han ind i betonmuren med mere end 200 km/t og døde på stedet af sine kvæstelser.
Rubens Barrichello (Jordan) i problemer under træningen til San Marinos Grand Prix 1994
I de senere år har løbene i høj grad været domineret af McLaren og Michael Schumacher. I perioden 1998 til 2001 tog McLaren alle poles, hvorefter Schumacher tog over. Fra 1999 og indtil Fernando Alonsos sejr i 2005 stod der dog Schumacher på samtlige vindere med fem sejre til Michael og en enkelt til Ralf. Sidstnævnte fandt sted i 2001, og var hans første Formel 1-sejr.
For et par år siden var det tæt på, at Bernie Ecclestone trak stikket ud for San Marinos Grand Prix, men der blev arbejdet meget hårdt på at sikre løbets overlevelse, og det lykkedes at få en ny kontrakt i hus.
| 2001 - Første sejr til Ralf Schumacher og BMW-Williams | |
|---|---|
| Da weekenden startede havde Michael Schumacher (Ferrari) taget pole i de syv foregående løb og alt var på skinner for at han skulle tangere Ayrton Sennas rekord. Dette satte McLaren imidlertid en stopper for ved at tage første række. En superstart bragte Ralf Schumacher (Williams) fra tredje startposition i spidsen af løbet. David Coulthard (McLaren) lå på andenpladsen, og de to trak hurtigt fra resten af feltet, så det stod klart, at vinderen skulle findes mellem de to. Det blev Ralf Schumacher, der trak det længste strå, og dermed sikrede han både sin egen første sejr og den første til BMW-Williams samarbejdet. |
1. R. Schumacher 2. Coulthard 3. Barrichello 4. Häkkïnen 5. Trulli 6. Frentzen 7. Heidfeld 8. Panis |
| 2002 - Gab | |
| Dette års løb skulle blive en aldeles kedelig affære. Godt nok lykkedes det Ralf Schumacher (Williams) med en super start for andet år i træk at gå forbi Rubens Barrichello (Ferrari), men Michael Schumacher (Ferrari) var urørlig gennem hele løbet, og han kunne fejre, at han var den kører med flest starter for Ferrari med en relativ let sejr. Stort set alle placeringskifter i løbet foregik i pitten, og top fire i mål var identisk med top fire på startgridden. |
1. M. Schumacher 2. Barrichello 3. R. Schumacher 4. Montoya 5. Button 6. Coulthard 7. Villeneuve 8. Massa |
| 2003 - Schumacher overkommer sorg | |
| Efter en forfærdelig sæsonstart blev San Marinos Grand Prix starten på et Ferrari comeback. På trods af at deres mor døde natten til løbsdagen, bød løbet på en overbevisende indsats fra de to Schumacher brødre, der kæmpede en intens kamp indtil første pitstoprunde. Da Michael Schumacher (Ferrari) var kommet, forbi var der imidlertid ingenting, der kunne stoppe ham, og han kunne sikre sig sejren foran Kimi Räikkönen (McLaren) i et løb, der endnu engang i høj grad blev afgjort i pitten. | 1. M. Schumacher 2. Räikkönen 3. Barrichello 4. R. Schumacher 5. Coulthard 6. Alonso 7. Montoya 8. Button |
| 2004 - Schumacher dominans | |
| Ferrari fortsatte den dominans, de havde vist i årets tre første løb. Godt nok kørte Jenson Button (BAR) en formidabel kvalifikation, der sikrede ham sin første poleposition i karrieren, men han kunne kun holde føringen indtil første pitstop, hvor Michael Schumacher blev ude i to omgange ekstra, hvilket gav ham et fem sekunders forspring til Button. Ved den sidste pitstoprunde blev Fernando Alonso (Renault) ude i to omgange mere end sine to nærmeste rivaler: Rubens Barrichello (Ferrari) og Jarno Trulli (Renault), og ved at vise noget af det, der i 2005 gjorde ham til verdensmester, kom han forbi begge to. Til sidst var der en intens duel mellem Alonso og Juan Pablo Montoya (Williams) om tredjepladsen, men der var ikke nogen mulighed for Alonso til at komme forbi. |
1. M. Schumacher 2. Button 3. Montoya 4. Alonso 5. Trulli 6. Barrichello 7. R. Schumacher 8. Räikkönen |
| 2005 - Alonso holder skansen | |
| I starten af løbet så det ud til, at Kimi Räikkönen (McLaren) endelig skulle få lidt gang i sæsonen, men en defekt gearkasse fik hurtigt gjort kål på et hvert tilløb til optimisme. I stedet tog Fernando Alonso (Renault) og Michael Schumacher (Ferrari) over. Sidstnævnte startede helt nede som nummer 13 men fik sig til det sidste pitstop kæmpet sig op på andenpladsen lige efter Alonso, og det blev startskuddet til 12 omgange med en hidsig kamp mellem de to. Alonso formåede at holde Schumacher bag sig. Løbet fik et efterspil i og med, at BAR blev dømt for at have snydt ved vejningen, og de blev derfor diskvalificeret fra løbet (Jenson Button og Takuma Sato sluttede oprindeligt på henholdsvis tredje- og femtepladsen) samt udelukket fra de to efterfølgende Grand Prixer. |
1. Alonse 2. M. Schumacher 3. Wurz 4. Villeneuve 5. Trulli 6. Heidfeld 7. Webber 8. Liuzzi |
BANEN:
Imola ligger i Emilia Romana godt 30 km sydøst for Bologna på vejen mod Rimini og en tilsvarende afstand nordvest for Forli, som Ryanair flyver til. San Marino, som lægger navn til Grand Prixet, ligger omkring 75 km i luftlinie sydøst for Imola og er verdens mindste republik.
Banen i Imola var oprindelig en højhastighedsbane, hvor man tog strækket fra start/mål til Tosa med speederen i bund. Således tog Ayrton Senna i 1994 pole med en gennemsnitshastighed på mere end 222 km/t, eller cirka samme hastigheder, som man dengang kørte på Spa-Francorchamps.
Vejret er ikke altid lige spændende, når der køres løb på Imola. Her må Eric van der Poele (Lambo) søge ly ved løbet i 1991.
Efter den sorte weekend med Sennas og Ratzenbergers død samt Barrichellos meget alvorlige ulykke blev banen imidlertid ændret radikalt.
Der blev derfor udført ændringer over hele linien: De to højfartssving Tamburello og Villeneuve fik chikaner samt andre ændringer på Acque Minerali, Rivazza og strækket op til chikanen lige før start/mål.
Resultat blev, at man som sådan havde en helt anden bane – desværre også en meget kedelig bane, hvor det er så som så med overhalingerne. I 2002 kunne man således for eksempel opleve, at der ikke var nogen forskydning mellem de fire første fra kvalifikationen til slutresultatet.
Giancarlo Fisichella kører over en af de berømte kerber.
| Banen | |
|---|---|
| Banenavn | Autodromo Enzo e Dino Ferrari |
| By | Imola |
| Første Grand Prix | 14. september 1980 |
| Antal Grand Prixer | 26 |
| Hjemmeside | www.autodromoimola.com |
| Rekorder | |
| Banerekord - pole | 1:19.753 (Jenson Button, 2004) 222.672 km/h |
| Banerekord - løb | 1:20.411 (Michael Schumacher, 2004) 220,850 km/h |
| Hurtigste løb | 1t26:19.670 (Michael Schumacher, 2004) 212,405 km/h |
| Flest sejre | 6 (M. Schumacher) 8 (Williams) |
| Flest poles | 8 (A. Senna) 9 (McLaren) |
| Flest hurtigste omgange | 5 (M. Schumacher) 10 (Ferrari) |
| Årets Løb | |
| Omgangslængde | 4,933 km |
| Omgange i løbet | 62 |
| Løbsdistance | 305,609 km |
| Maksimal stigning | 7,81% |
| Maksimal fald | 6,22% |
| Antal sving | 16 sving (10 venstre, 6 højre) |
| Start/Mål langside | 358 meter |
En Toyota TF105 på Imola i 2005.
EN OMGANG MED KIMI RAIKKONEN
Efter en kraftig acceleration forbi den korte pit i Imola kommer man op på cirka 290 km/t i sjette gear, imens man kører igennem det idylliske italienske landskab. Du bremser hårdt før venstre-højre-venstre chikanen Tamburello.
Denne første del gennemføres med 130 km/t i andet gear, man løfter lidt på pedalen i den midterste del, der går til højre og i den sidste del presser man speederen i bund, så man opnår en hastighed på 290 km/t for enden af stykket der fører til Villeneuve.
Starten på Imola 2005.
Denne venstre-højre kombination tages ved 235 km/t i femte gear, et kort tryk på speederen fører dig ned til venstre hårnålssvinget Tosa som gennemføres med 95 km/t i andet gear. Ved udgangen går det op ad bakke i retning Piratella.
Gennem gearskift når man farten 280 km/t, inden der skal bremses ned til 180 der er nødvendigt i det bumpede venstresving. Banen fortsætter nu ned af og man kommer op på 250 km/t i sjette gear inden bremsen berøres let inden det lette venstresving inden der skal bremses hårdt i det bumpede højresving Acque Mineral, der tages i andet gear med 120 km/t
Banekort for Imola
Der accelereres ud af Acque Mineral og hastigheden øges til 285 km/t i femte gear, på det lige stykke der fører til Variante Alt. Denne chikane tages med den lave hastighed af 135 km/t, og der skal køres ret aggressivt over kerben.
Dette fører så til enden et lige stræk, hvor hastigheden kommer op på 310 km/t i sjette gear. Der bremses inden Rivazza, der er en hård belastning for bremserne da det går ned af bakke. Det dobbelte sving drejer dig 180 grader og tages med 100 km/t i andet gear.
Nick Heidfeld (WilliamsF1 BMW FW27) i 2005.
Ved udgangen accelereres der op igennem Variante Bassa, så man når 285 km/t i sjette gear inden der bremses hårdt i højre-venstre kombinationen ved Traguardo. Den sidste chikane tages i andet gear og med 100 km/t og bringer dig tilbage på det lige stræk ved starten.
Nick Heidfeld (WilliamsF1 BMW FW27) på vej ud af chikanen før start-/mållangsiden.
BILLEDER FRA SIDSTE ÅRS LØB I IMOLA:
WilliamsF1 BMW FW27, San Marino 2005.
Rubens Barrichello, Imola 2005.
Fernando Alonso, Renault R25, San Marino Grand Prix 2005.
Ralf Schumacher Imola 2005.
Jenson Button, B.A.R-Honda 007, 2005 San Marino GP.
Jarno Trulli Imola 2005.
Michael Schumacher vinker til fans efter sin andenplads på Imola i 2005.
Fernando Alonso, San Marino Grand Prix 2005.
Podium Imola 2005.