• Forside

Midland ansætter ny testkører

Den italienske racerkører Fabrizio del Monte har skrevet kontrakt med Midland F1 teamet, hvor han vil indtage en plads som reserve- og testkører. Fabrizio del Monte er dog ikke helt ny i Midland regi, da han kørte nogle test for holdet i vinterpausen.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 18/4 2006 klokken 09:04

Det vides endnu ikke, hvilken testkørerrolle Fabrizio bliver tildelt. Muligvis som fast fredagskører, muligvis som ren testkører eller måske vil han indgå i det nuværende rotationssystem, som Georgio Mondini og Marcus Winkelhock har haft indtil videre.

Colin Kolles fra Midland siger:

”Han (Fabrizio) demonstrerede sine evner og know-how, da han testede for os i Jerez sidste år, og vi ser frem til, at opleve mere af hans potentiale med denne mulighed.”

Fabrizio del Monte siger om kontrakten med Midland, at

”Jeg er meget taknemmelig for, at Mr. Kolles og hele Midland organisationen giver mig denne mulighed.”


Denne bil skal Fabrizio del Monte testkøre

”Jeg nød tiden med holdet, da jeg testede for dem sidste vinter, og jeg er sikker på, at jeg kan gøre et godt arbejde for dem. De er i fremgang og forhåbentlig kan jeg hjælpe med til at udvikle bilen yderligere.”

Ud over testen for Midland sidste år, så deltog Fabrizio del Monte i 3 ChampCar løb, hvor han ikke kom til start i det sidste løb på grund af en hjernerystelse forårsaget af en voldsom afkørsel.