Efter nogle forrygende testresultater op til weekendens Formel Renault 2.0 NEC løb på den tjekkiske Brno-bane, var det 17-årige formeltalent Mikkel Mac opsat på et topresultat.
Men en defekt gearkasse slukkede desværre lyset for den målsætning. Så i stedet for bliver målsætningen for søndagens to løb fuldt angreb.
”Jeg blev en samlet nummer 12 i kvalifikationen,” forklarer Mikkel. ”Der var noget galt med gearkassen, og umiddelbart virker det som nøjagtigt det samme problem vi havde til testen på Hockenheim før sæsonstart. Den nægter at skifte op, og det er altså skidt når man skal sætte en hurtig tid.”
Mikkel Mac i cockpittet
Copyright Peter van Egmond
”Nu er jeg tilbage på hotellet, mens teamet tager hele gearkassen ud, så den bliver klar til løbene i morgen. Mentalt betyder det at jeg skal forberede mig på en anden strategi, men jeg går naturligvis ud fra at det bliver en perfekt bil der venter på mig i morgen tidlig. De er dygtige i KTR-teamet.”
Men ikke kun tekniske problemer gjorde dagen til en udfordring for den unge kører fra Nykøbing Falster. Også afviklingen betød at man ikke havde mange frie omgange på den teknisk udfordrende tjekkiske bane, i et felt på hele 28 biler hvoraf flere var gæstekørere fra den større Eurocup serie.
”Der var mange, mange gule flag. Til kørerbriefingen i morges blev der sagt fra løbsledelsen, at man ville slå hårdt ned på kørere der ikke respekterer flagene. De ville slette den hurtige sektortid der blev sat i flagzonen, samt den hurtigste omgangstid.
Men jeg kan se at de hurtigste tider i kvalifikationen er sat mange forskellige steder på banen, så det undrer mig at man ikke lever op til de regler der bliver udstukket.”
”Set i bakspejlet skulle jeg bare have holdt på i flagzonerne, men jeg følger reglerne for at ikke at miste mine bedste tider. Så ved jeg det, til næste gang det sker.”
Mikkel Mac på Brno-banen i Tjekkiet
Copyright Peter van Egmond
”Til gengæld er det utroligt positivt, at jeg efter en enkelt løbsweekend uden større problemer kan følge med de rutinerede gæstekørere. Min hurtigste tid hernede i testen, er kun 2 tiendedele fra den hurtigste Eurocup kører."
"Det kan jeg godt glæde mig over, bare ærgerligt at tekniske problemer skal betyde at den tid ikke bliver sat i kvalifikationen, men i en test. Sådan er motorsport!”
Søndagens to løb køres henholdsvis klokken 10.05 og 14.05, uden forudgående træning eller opvarmning.
”Det bliver lige på og hårdt, men det kender jeg fra Formel BMW. Så det er ikke noget problem. Målet er stadig at jeg skal på podiet, det er der ikke ændret på,” slutter en yderst positiv Mikkel Mac.