Lotus Racing i toppen

Vulkanasken fra Island skabte et helt nyt kapløb i Formel 1. For hvem kom først hjem til Europa, når nu det europæiske luftrum var lukket, og man ikke bare lige kan tage et skib eller sætte sig i en bil. Lotus var blandt de første, der var hjemme igen.

Lotus . Copyright Lotus Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 23/4 2010 klokken 06:04

Kampen om først at komme hjem til Europa er afgjort, men for nogle hold er der stadig lang vej endnu. Det meste af Hispania Racing og Force India skulle således stadig befinde sig i Shanghai, imens Lotus for eksempel er hjemme i England.

Det hjælper selvfølgelig, når man har en teamchef, som også er præsident for et stort luftfartsselskab i form af Air Asia. Først fyldte han et fly op med sine egne medarbejdere, samt nøglepersoner fra Cosworth. Den resterende plads blev fyldt op af F1-journalister, der blev fløjet til Malaysia.

Tony Fernandez sørgede for, at Lotus Racing kom hjem til England som nogle af de første.
Copyright Lotus Racing


Her ventede de så på, at luftrummet til England blev åbnet inden de kunne sætte kursen fra Kuala Lumpur mod Stanstead, England.


På nuværende tidspunkt skulle de to Lotus-biler og resten af holdets materiel også være landet i England og være på vej mod hovedkvarteret i Norfolk.

En god ting er der ved den slags kriser, som vulkanasken skabte. Det skaber et sammenhold, og en hjælpsomhed på tværs af nationaliteter m.m. For eksempel havde Ferrari lejet et fly, hvor i de tog både Sauber og Toro Rosso-medarbejdere med til Italien.

Hvorfor Force India så stadig skulle være i Shanghai, når nu teamchef Vijay Mallya også er præsident for Kingfisher Airlines, kan vi ikke komme med et godt bud på.

Virgin Racing skulle dog også være ankommet til England, hvor holdet har travlt med at opgradere deres bil med bl.a. en større brændstofcelle.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mosley langer ud efter di Montezemolo Formel 1 bilerne hjemme igen »