• Forside

Ferrari skal vinde Imola

Ferrari tester i disse dage på Vallelunga banen tæt på den italienske hovedstad Rom. Testen foregår ikke uden problemer, idet teamet i går havde en V8 motor som ikke ville mere. 'Krise' kalder medierne Ferraris nuværende form.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 7/4 2006 klokken 13:04

Dette vil Ferrari dog ikke selv kalde det. Der er flere grunde til Ferrari ikke var bedre i Australien, og V8 motoren, der ikke ville mere havde aftjent sin værnepligt. En talsmand fra Ferrari siger: ”Det var en gammel motor, der ikke ville mere.”

Ferraris øverste mand, Luca di Montezemolo, bryder sig ikke om at se Ferrari et stykke fra toppen af podiet. Han vil have forbedringer og det skal kunne ses allerede på Imola.

”Vi skal vinde i Imola,” sagde Luca di Montezemolo.


Michael Schumacher tester på Vallelunga.

Det er dog ikke noget Michael Schumacher vil love.

”Imola? Jeg kan ikke lide at love noget, men jeg er sikker på, at vi kan levere en bedre præstation. Bilen er god, men vi mangler stadig at udnytte bilens fulde potentiale.”

”Jeg gentager gerne – Bilen er stærk.”


Michael Schumacher siger, at Ferrari stadig mangler at udnytte bilens fulde potentiale.

Det er sjældent, at man hører sådanne kommentarer fra Ferraris øverste mand, men efter katastrofeåret i 2005 forstår man godt, hvis der er et ekstra pres på hans skuldre.