• Forside

Ralf kendte til fyringen af Mike Gascoyne

Det kom som et chok for mange, da det blev bekræftet, at Toyotas tekniske direktør Mike Gascoyne havde fået en regulær fyreseddel af Toyotas øverste ledelse.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 7/4 2006 klokken 12:04

I mange år har vi set Mike Gascoyne som en mand, der forstod at skabe fremgang for de Formel 1 hold han har været i.

Men virkeligheden er vist en anden. En af de personer, der kendte til Gascoynes kommende fyring var Ralf Schumacher, den ene af holdets to kørere. Flere medier tror, at Mike Gascoynes afgang vil komme især Ralf Schumacher til gode.


Mike Gascoyne i samtale med team manager Richard Cregan i Australien.

Således skriver tyske ’Bild’ bl.a., at ’Vejen er ryddet til Ralfs første Toyota sejr’ og at Mike Gascoyne var Toyotas største ledelsesmæssige fejl. Tyske ’Express’ har forsøgt at få en udtalelse fra Ralf Schumacher, men forgæves.

Ralf Schumacher er i øjeblikket på ferie i Dubai med familien, men en talsmand fra Toyota udtalte: ”Ralf kendte til Gascoynes afgang. Men det er klart, at han ikke kan udtale sig om noget så alvorligt som dette.”

Mike Gascoyne kom til Toyota fra Renault, hvor han blev headhuntet i midten af 2004 sæsonen. Hans gamle kollega Flavio Briatore sender en lille verbal hilsen efter englænderen, der i interne kredse går under kælenavnet ’Bulldog'en’.

”Da Mike forlod Renault blev vi hurtigere.”

Hvad Mike Gascoyne skal lave i fremtiden er endnu uklart. Flere rygter sætter ham i forbindelse med Williams teamet fordi han derved kan være i nærheden af sin familie. En talsmand fra Williams har dog afvist dette.