Michael Schumacher fik kun lov at teste en to år gammel Ferrari F2007, da han forsøgte et comeback sidste sommer. Felipe Massa fik også kun lov til at prøvekøre en F2007, da han satte sig bag rattet af en Formel 1-racer for første gang efter uheldet i Ungarn.
Valentino Rossi derimod skal teste Ferraris F2008-model, som var lige ved at sikre Felipe Massa kørernes verdensmesterskab. Det skyldes dog, at vi nu skriver 2010 og Ferraris kundeprogram, som er under det Valentino Rossi skal teste, kører med mindst to år gamle biler.
Valentino Rossi ved en tidligere Ferrari-test
Copyright Ferrari Media
Testen er en personlig belønning fra Ferrari-præsidenten Luca di Montezemolo, der lovede Rossi en test, hvis han sikrede verdensmesterskabet i MotoGP-klassen. Noget han gjorde, som man måske så på den danske tv-station TV3 Puls.
Ferrari teamchefen Stefano Domenicali fortalte dette på et pressemøde:
”Formand Montezemolo havde lovet ham (Rossi) den efter, at han havde sikret verdensmesterskabet igen.”
”Valentino vil køre i Barcelona den 20. og 21. januar bag rattet på en F2008. Efter dette vil vi koncentrere os om vores respektive mål: MotoGP for Vale og Formel 1 for Ferrari.”
Valentino Rossi tester Ferrari F2008
Copyright Ferrari Media
Domenicali fortalte også, og her bliver det interessant, at hverken Valentino Rossi eller en tredje bil i Formel 1 er umuligt at forestille sig i fremtiden.
”Man skal aldrig sige aldrig. Der har været diskussioner omkring en tredje bil og dette kunne hypotetisk blive en interessant forbedring af hele Formel 1, specielt hvis Rossi, som et resultat af dette, kunne køre i vores sport.”
“Dette er ikke kun sandt for Ferrari, men også for de andre teams. Når vi taler om en tredje bil, så mener vi ikke nødvendigvis at det skal være tre biler fra vores team, men vi kunne også lade vores single-seater blive kørt af et mindre team.”
Her bliver det interessant? Det med det mindre team, der skal køre den tredje bil. Den del bliver interessant at få uddybet på et senere tidspunkt.