En af de ændringer, der træder i kraft i 2010, men som vi ikke rigtig har hørt omtalt så meget, er forbuddet mod kundebiler.
Det betyder for Formel 1’s vedkommende, at Red Bull Technology, der har stået bag de sidste mange års design af Red Bull Racing- og Toro Rosso-bilerne nu kun skal designe Red Bull Racings bil.
Det har derfor betydet, at det lille Faenza-team har måtte ansætte flere folk for at designe, udvikle og bygge næste års STR5. Tidligere købte de tegningerne af RBT, hvor man så modificerede designet til at kunne passe på de individuelle motorer. For STR’s vedkommende Ferraris V8-motor.
Toro Rosso er godt i gang med at designe STR5.Copyright Gepa-pictures/Red Bull Media
Teamchef Franz Tost udtalte til den schweiziske avis ’Blick’:
”Vi skal nu stå på egne ben. 60 nye medarbejdere har vi ansat det sidste stykke tid, inklusiv 25 til vindtunnellen i Bicester (England).”
Toro Rossos tekniske chef Giorgio Ascanelli udtaler:
”Crashtest af STR5 er i gang. Vi følger tidsplanen – og har allerede misbrugt to mio. euro.”
Da Red Bull-chefen Dietrich Mateschitz i sin tid købte Minardi, bestod personalet af 80 personer. Siden da er der kommet flere folk til og der skulle nu være 257 medarbejdere tilknyttet det lille søsterteam.