Der var engang… således starter de fleste eventyr, og for et par år siden var der næsten tale om et eventyr. Der var ingen grænser for de islandske tycoons, som kunne gå på vandet og var på vej til at eje den halve verden – for lånte fjer, viste det sig.
Ifølge Berlingske Tidende satsede tidligere ejer af stormagasinerne Magasin, Illum samt Merlins fotokæde, islændingen Jón Ásgeir, voldsomt på at købe sig ind i Williams F1.
Hamleys logo ses her nederst på siden af bagvingen på Williams FW29. Teamet har nu sagsøgt en islandsk bank for sit tilgodehavende fra sponsoren.
Igennem sit detailimperium Baugur, der ikke blot ejede danske Magasin men også den britiske kæde Hamleys, forsøgte Ásgeir at købe sig ind i Williams med 10% aktieandel af teamet. Men allerede først i 2008, før de islandske banker krakkede på stribe, og mere end et år før Baugurs konkurs, havde han svært ved at betale for sit sponsorat.
Derfor trådte husbanken Glitnir til, hvor Asgeir i forvejen var storaktionær gennem FL Group og tillige havde enorme lån. En islandsk kilde oplyser til avisen, at finansmanden var økonomisk presset og derfor hjalp ham ud af klemmen. Williams bekræfter overfor den britiske avis Times, at de sidste betalinger kom direkte fra banken.
Williams mener derfor at have 10 millioner britiske pund til gode i banken på grund af den misligholdte sponsoraftale og har derfor nu sagsøgt den.
Eventyret sluttede dårligt, og det er det sikkert også slut for Jón Ásgeir med fri adgang til Williams’ del af F1-Paddocken.