• Forside

Jenson: Bilen var aldrig kommet over linjen

I søndags benyttede Honda sig af reglen vedrørende motorskift, da de beordrede Jenson Button til at stoppe sin bil få meter inden mållinjen. Dette er på kanten af de gældende regler der siger man ikke forsætligt må udgå af løbet for at opnå et ustraffet motorskifte. Jenson Button hævder derfor nu at bilen aldrig havde klaret den i mål.

Af: JPU (jpu@bmf1.dk) d. 5/4 2006 klokken 13:04

Siden FIA indførte reglen om at en motor skal gennemføre to løb, har der været en del kontrovers og stærk kritik af at man straffrit må skifte motor såfremt man ikke gennemfører løbet. Regelen begrundes med, at det anses for straf nok i sig selv at man ikke kan gennemføre løbet.

Regelen misbrugtes imidlertid, således at hold valgte ikke at gennemføre et løb selvom de egentligt godt kunne. De første til at benytte sig af regelen var således Bar-Honda der i sidste sæsons åbningsløb hev Jenson Button og Takuma Sato ind i pitten på den sidste runde.

Reglen vedrørende motorskifte blev derefter ændret til:

”Motoren der sidder i bilen i slutningen af løbet, skal blive i bilen indtil næste løb er afsluttet. Hvis en pilot ikke kan afslutte det første løb på grund af hændelser, der er ude af holdets eller pilotens kontrol, må han starte det næste løb med en ny motor uden at der bliver givet en straf.”


Rubens Barrichello, 2006 Australske GP, lørdag

Da Jenson Button således kom til mållinjen måtte holdet tage stilling til om de ville have de tre point og ryge ti pladser tilbage på gridden, eller sige nej til de tre point, men i stedet kunne starte på en frisk i Imola med en ny motor og uden straf.

Så holdet tænkte hurtigt da de så at Jenson Buttons motor eksploderede og fortalte ham at han ikke skulle køre over mållinjen.

Således siger holdchef Nick Fry nu efter løbet, med hensyn til beslutningen om ikke at lade ham passere mållinjen:

”Det er klart at hvad vi gør, som vi i øvrigt gør i enhver situation, er at evaluere situationen, men lige i øjeblikket føler vi at det var den rigtige beslutning."

"Vi mistede point her, men vi håber at vi kan komme til Imola uden problemer og med en ny motor og en forbedret bil. Forhåbentligt kan vi vende det til en god placering i næste løb”


Nick Fry og Jenson Button

Dette må siges at være mere end tæt på en omgåelse af reglerne der netop siger at holdet ikke må gribe ind.

I mellemtiden har Jenson Button derfor meget passende udtalt, at han formentligt under ingen omstændigheder kunne komme over mållinien.

”To sving inden afslutningen, følte jeg et let fald i kraften og da jeg kom ud af det var der en massiv brand og en masse røg, så jeg kørte bilen til højre side for at komme af vejen, men den brød helt sammen lige inden mållinjen. Jeg stoppede derfor bilen, der aldrig ville have klaret turen til mållinjen”

Selvom han ikke kom over mållinjen blev han alligevel klassificeret som nummer 10.