Selv om vi på BMF1 tidligere i dag skrev, at Renault på krisemødet i går besluttede, at de vil fortsætte i Formel 1, så hersker der alligevel lidt tvivl efter nogle lidt kryptiske udtalelser fra Renaults øverste chef, Carlos Ghosn.
For på den ene side sagde Ghosn, at de har kontrakt med kørere o.s.v., men alligevel vil man ikke bekræfte engagementet i 2010 endeligt.
"Det må vi vente med at få bekræftet," sagde chefen ved en PR event tidligere i dag.
”I er nødt til at være tålmodige. Vi vil annoncere vores strategi omkring Renaults rolle i Formel 1 før året er slut.”
”Der er ikke så lang tid til. Det er om et par uger.”
Romain Grosjean kører sit måske sidste Formel 1-løb
Første rigtige indikation omkring Renault får vi når Red Bull Racing endelig bekræfter om de skifter til Cosworth eller bliver hos Renault, som tidligere skrevet på BMF1.
Ari Vatanen, hvis forsøg på at blive den nye FIA præsident mislykkedes, sagde tidligere i dag til tv-stationen CNN:
”De ville blive i FIA-mesterskabet, hvis sporten var kendt for positive nyheder og det var et godt sted for marketing og promotion – men Formel 1 er i øjeblikket kun kendt for konflikter, kriser og retssager, og store firmaer har ikke råd til dette.”
Vi venter med spænding på en endelig afklaring.