• Forside

Brasiliens Grand Prix, Warm-up med vægtene

Efter den længste, og måske kedeligste, kvalifikation i Formel 1's historie, lykkedes det Barrichello at tage sin første pole i 5 år. Det skete på hjemmebane, omgivet af hele familien.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 18/10 2009 klokken 08:10

Lørdag blev en lang, våd dag i Brasilien. Hvis man synes at den 3. træning var hårdt ramt af vand, skulle man bare se kvalifikationen, for det var da helt vildt vådt.

Vettel, Heidfeld og 2 x McLaren ude efter Q1 var der næppe mange der havde gættet på, men så meget vand som vi så på det tidspunkt, vender op og ned på alt.

Vettel var efterfølgende sur som kun en tysker kan være det. Hamilton beklagede sig over at bilen slet ikke kunne stå fast overhovedet, og at alt over 70% gas var udelukket i den.

Vettel var naturligvis ærgerlig over at få så dårlig en startplacering, da det er en mavepumper i hans titelkamp, men efter at Liuzzi har været tvunget til at skifte gearkasse i sin Force India, kommer Vettel til at dele startlinie med ingen ringere end Jenson Button. Briten havde en meget skidt Q2 på full wets, hvor han skulle have haft intermediates på.

Adrian Sutil på Interlagos, starter på P3.

Vettel og Button har begge holdkammerater, som i modsætning til førnævnte, strålede i regnen. Barrichello tog en overraskende pole, og Mark Webber fik en noget tungere vogn ind på P2, flot af dem begge.

Rosberg og Nakajima lå længe til at stjæle det hele i nogle biler der tydeligt var de bedste, når det regner meget, men i Q3 tørrede det gradvist op, og Williams-racerne gled gradvist ned gennem tabellen.

En anden overraskelse i kvalifikationen, var træningernes store skuffelse, Kimi Räikkönen, som pludseligt hev noget fart ud af Ferrarien, og fik en rigtig fin kvalifikation.

Vægtene står noteret herunder, i den startrækkefølge der på nuværende tidspunkt er den kendte.

pos kører team vægt
1 BARRICHELLO Brawn 650.5
2 WEBBER Red Bull 656
3 SUTIL Force India 656.5
4 TRULLI Toyota 658.5
5 RAIKKONEN Ferrari 651.5
6 BUEMI Toro Rosso 659
7 ROSBERG Williams 657
8 KUBICA BMW 656
9 NAKAJIMA Williams 664
10 ALONSO Renault 652
11 KOBAYASHI Toyota 671.6
12 ALGUERSUARI Toro Rosso 671.5
13 GROSJEAN Renault 677.2
14 BUTTON Brawn 672
15 VETTEL Red Bull 683.5
16 KOVALAINEN McLaren 656.5
17 HAMILTON McLaren 661
18 HEIDFELD BMW 650.5
19 FISICHELLA Ferrari 683.5
20 LIUZZI Force India 680


Af dem der bør nævnes specielt er Adrian Sutil for en flot P3, men også de 2 Toro Rosso-piloter og Toyotas stand-in for Glock, Kobayashi, for en godkendt præstation i kvalen.