En mindre ændring til 2010-kalenderen kan løse det logistiske mareridt, som flere teams har beklaget sig over.
Med Monaco, Tyrkiet og Canada indenfor få uger ville det blive et problem at få fragtet materiellet til banerne til tiden. Men det problem skulle nu være løst.
FIA har ikke bekræftet det endnu, men Automobile Club de Monaco viser på deres kalender for 2010, at Formel 1-løbet afvikles fra den 13. til den 16. maj. Det betyder, at løbet bliver fremrykket en uge, hvilket giver holdene noget mere tid til transport.
Flytningen af Monacos Grand Prix skulle samtidig bekræfte, at Canadas Grand Prix bliver til noget. Tidligere hed det sig, at ved en annullering af det canadiske Grand Prix, ville Tyrkiets Grand Prix blive udskudt en uge.
Næste års Monaco Grand Prix bliver fremrykket en uge.
Vi venter på den officielle bekræftelse.