Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 6/10 2009 klokken 13:10
Efter BMW tidligere i år annoncerede, at de trækker sig fra Formel 1 efter denne sæson som en direkte følge af finanskrisen, har der været mange spekulationer fremme om, hvad holdets to kørere så skulle finde på.
Selvom Nick Heidfeld har været den hurtigste af de to i år, er der ikke mange, der har været i tvivl om, at det var Kubica, der stod bedst i markedet af de to.
Mens Heidfeld således fortsat er uden et officielt sæde, selvom han kædes sammen med flere hold, herunder det nye Campos hold og US F1, så peger alt på, at det er Robert Kubica, som først sikrer sig en ny kontrakt.
Under weekendens Grand Prix i Japan, bekræftede Renaults nye midlertidige chef, Bob Bell, at de er meget interesseret i at hyre Kubica til holdet, som afløser for Alonso, en udtalelse der forventes at blive understøttet af en officiel bekræftelse onsdag.