Lotus bliver det 13. hold

FIA har netop offentliggjort, at Lotus bliver det 13. hold på gridden i 2010, nu hvor BMW trækker sig efter sæsonfinalen. Navnet bliver Lotus F1 Team, og det stiller op under malaysisk flag. Det bliver dog ikke det samme Lotus, som vi kender fra tidligere.

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/9 2009 klokken 11:09

Lotus F1 Team bliver det nyeste team på gridden i 2010. FIA har netop offentliggjort, at Malaysia F1 Team Sdn Bhd, der er et partnerskab mellem den malaysiske regering og et konsortium af malaysiske entrepenører, har vundet den sidste plads på gridden.

Teamchefen for det nye hold bliver Tony Fernandes, og teknisk direktør bliver Mike Gascoyne, der dermed vender tilbage til Formel 1 efter fyringen fra Force India.

Det nye hold kommer til at få base i RTN-fabrikken i Norfolk, England få kilometer fra Lotus Cars-fabrikken. Det er dog meningen, at holdet på sigt skal flytte til Malaysia, hvor man vil bygge en base ved Sepang International Circuit, hvor al udvikling, design og produktion skal foregå.

Det nuværende hovedkvarter, RTN, blev bygget af Toyota til den indledende fase af Formel 1-programmet i starten af dette årtusinde.

Senere overtog Bentley RTN og brugte det som base for Le Mans-programmet, der som bekendt endte med en sejr til Tom Kristensen i 2003. Nu overtages det af Lotus F1 Team.

Hvad der er meget interessant i den netop offentliggjorte pressemeddelelse hos FIA er, at man er så tilfredse med BMW-Saubers bud, at man i første omgang reserverer en plads til holdet, så det kan stå stand-by såfremt et af de nuværende hold falder fra.

Hvad der er endnu mere interessant er, at FIA vil forespørge alle teams om muligheden for at udvide gridden til at inkludere et 14. team, og dermed potentielt 28 biler på gridden.

Lotus F1 Team kommer til at køre med Cosworth-motorer og Xtrac-gearkasser. Hovedsponsor forventes at blive Air Asia. Dette flyselskab, som vi tidligere har set hos Williams, er grundlagt af Tony Fernandes igennem Tune Group, som han også er bestyrelsesformand for.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Santander sponsor for Ferrari og McLaren (opdatere Italiens GP - Galleri 1 »