Robert Kubica er det nyeste navn, der kan tilføjes listen af potentielle reservekørere til Felipe Massas sæde. Luca Badoer har over to løb, hvor af det ene løb var på en bane, som testkøreren kendte, skuffet gevaldigt.
Spa-sensationen Giancarlo Fisichella sættes stadig i forbindelse med sædet, men Force India vil ikke give Fisichella frivilligt fra sig.
Med BMW der trækker sig fra Formel 1 efter denne sæson er Robert Kubica ledig på markedet. Robert Kubica er opvokset i italiensk motorsport og taler flydende italiensk.
Robert Kubica sidder måske i en rød bil om to uger
Han anses som et af de største talenter i feltet og fem løb for Ferrari vil være med til at fremvise hans evner i en vinderbil.
Det er den italienske sportsavis ’La Gazzetta dello Sport’, der bringer historien om Kubica og Ferrari, men det er ren spekulation ifølge BMW Sauber teamchefen Mario Theissen.
”Det er ren spekulation. Der er intet om det.”
Ferrari vil indenfor få dage offentliggøre deres kørerduo til løbet på Monza.