Da FIA meldte ud, at der var masser af ansøgere til de tre nye pladser på gridden i 2010, var det ikke løgn.
Flere faldt dog fra, og i første omgang skyldtes det kampen mellem Formel 1-holdene i FOTA overfor motorsportsorganisationen FIA. Virkeligheden var dog delvis en anden.
For at blive taget seriøst om en af de tre pladser, skulle de deltagende hold ikke bare have en motorkontrakt, men de skulle skrive den med motorfabrikanten Cosworth. Et klokkeklart brud på konkurrencereglerne, mener en af de afviste ansøgere.
FIA Præsident Max Mosley risikerer nu at skulle en tur i EU domstolen for at have brudt reglerne for fri konkurrence. Godt Max Mosley er velbevandret på de bonede gulve.
Det er det serbiske firma AMCO, der forsøgte at etablere ’Stefan Grand Prix’, som vil bringe FIA og deres udvælgelseskomite for EU domstolen med kravet om, at deres ansøgning bliver genovervejet, og at de tre udvalgte hold (der alle har skrevet kontrakt med Cosworth) får annulleret deres optagelse i Formel 1.
I en ikke direkte sammenhæng med AMCO’s ønske om at bringe FIA for EU domstolen nævner Prodrive-chefen David Richards, at kravet om en Cosworth-motorkontrakt var helt uansvarligt. Prodrive blev afvist igen, da de ikke ville opfylde FIA’s krav om en Cosworth-kontrakt.
Det ville Prodrive ikke, da de i lighed med deres tidligere forsøg på at komme i Formel 1 i 2008, havde en aftale med McLaren-Mercedes omkring et teknisk samarbejde.
David Richards kunne fremvise en bankkonto med £40 mio. til FIA.
Overfor motorsportssitet ‘Motorsport-Magazin.com’ udtalte David Richards omkring FIA/Cosworth-situationen:
”Uanset hvad, så syntes jeg det er højst usædvanligt. Jeg mener ikke, at det er passende for sportens ledende organ at kræve den slags.”
Prodrive kunne uden problemer have stillet til start i 2010, hvis det kun havde handlet om de £40 mio.
”Jeg er ret sikker på, at vi var det eneste team, der kunne vise FIA, at det havde £40 mio. stående på en bankkonto, og derfor var klar til start.”
For sportens skyld kan man håbe, at FIA ikke tvinges til at trække de tre tilladelser tilbage på dette tidspunkt. De tre godkendte teams har brugt mange penge og ressourcer allerede på deres 2010-biler. Det kunne hurtigt ende i flere grimme retssager omkring erstatning m.m.
Det ser straks anderledes ud, når man tænker på det retfærdige i, at FIA indirekte har givet konkurrencestøtte til Cosworth på bekostning af de nuværende motorfabrikanter og eventuelt nye interesserede motorfabrikanter.
Skulle det ende med en retssag, følger BMF1 op.