De sidste forsøg Dallara har haft i Formel 1 har på ingen måde været succesfulde. Alligevel tror Gian Paolo Dallara på, at Dallara kan bygge et godt chassis til Campos Meta-holdet. Designerne er i fuld gang.
Det kan virke nemt at bygge et chassis. Tag et hold som Ferrari og tænk på, at de i de sidste mange år har bygget nogle fantastiske chassiser.
Ser man bort fra i år, er undtagelsen 2005, hvor det tekniske reglement ændrede sig radikalt, og hvor Ferrari kørte med Bridgestone.
Dallara håber de kan bygge et vinderchassis som BGP-001.
Omvendt har man også set et hold som Brawn GP bygge vidunderet i første forsøg, og ligge helt i front. Dallara håber, at de kan gøre det samme, og banedebuten er beregnet til tidligt i det nye år.
Til den italienske sportsavis ’Gazzetta dello Sport’ udtalte Gian Paolo Dallara:
“Jeg har taget imod denne mulighed med entusiasme. Det er skræmmende, men også meget spændende for mig og for hele firmaet, fordi det er en fascinerende udfordring, der tester vores energi og kreativitet.”
”Vi har allerede arbejdet i tre måneder. Målet er at have bilen køreklar den 10. januar. Lad os håbe den er hurtig. Ikke kun for Campos, men også for os.”
Dallara står bag de hurtige og populære GP2-chassiser.
“ Vi har nogle stærke personer med friske erfaringer, som Gabriele Tredozo, der i flere år var teknisk chef hos Minardi, og som Ben Agathangelou, aerodynamiker fra Red Bull og Ross Braws Honda. Og så er der vores egene folk. Alle er rigtig gode.”
Det forlyder, at designet bliver bygget over 2009-reglementet med den lille ændring, at tankstørrelsen er tilpasset 2010-reglementet, hvor brændstofpåfyldning er forbudt.