Tom Kristensen var glad, og alligevel trist over sejren på Hockenheim. To omgange før mål punkterede holdkammeraten Mathias Ekström efter at have domineret løbet.
Tom Kristensen blev derimod presset hårdt af sin anden holdkammerat, den regerende mester Timo Scheider hele løbet.
Tom Kristensen vandt åbningsløbet på Hochenheim. Copyright: DTM Media.
Christian Bakkerud kørte et flot løb, men blev ramt af en uheldig fejl på sin Audi-racer. Han kørte 1 km/t for hurtigt i pitten, og det betød en gennemkørselsstraf, der sendte debutanten ned på den sidste plads i løbet blandt de kørere, der gennemførte løbet.
For Mercedes blev løbet en katastrofe. På første omgang var der voldsom karambolage i Spitzkehre, hvor flere biler tog store skader. Blandt andet smed Gary Paffett motorhjelmen, der ramte meget uheldigt på Ralf Schumachers bil og fik taget på hans Mercedes til at bukke sammen.
Andre biler blev også ramt af vragdele, og tre biler udgik på den første omgang, og sikkerhedsbilen blev indsat. I alt 14 biler gennemførte løbet, og det blev altså med en dansker i front som vinder og en dansker på den sidste plads blandt de gennemførende biler.
Jean Karl Vernay vandt F3 Euro Series-løbet Copyright F3 Euro Media
Der var også ’dansk’ sejr i F3 Euro Series. Det var franskmanden Jean Karl Vernay, der tog sejren i weekendens andet F3-løb på Hockenheim. Det danske islæt kommer i form af motorleverandøren Volkswagen, der har Kris Nissen som sportslig chef.
Fra Tom Kristensens pressemand Nils Finderup stammer følgende citater fra.
”Så kan alt vist ske.”
”Jeg har aldrig haft Hockenheim som favoritbane, heller ikke før mit meget omtalte crash for to år siden. Derfor er jeg altid kommet lidt skævt i gang med en DTM-sæson og har måttet forsøge at indhente det tabte, når feltet ramte de baner, der traditionelt ligger bedre til mig, for eksempel Oschersleben, Brands Hatch og Zandvoort."
"Derfor er jeg super lykkelig for sejren, selv om der ingen tvivl skal være om, at Ekströms havde fortjent den 100 procent. Han kørte et fantastisk, fejlfrit løb, men har åbenbart ramt nogle vragdele fra en af de andre biler til sidst.”
Tom K er vant til at sprøjte champagne på Le Mans. Det var første gang han har sprøjtet vinderchampagnen på Hockenheim Copyright DTM Media
”Jeg var så koncentreret om at holde Scheider bag mig, at jeg næsten ikke kunne tro det, da jeg pludselig så Mathias foran mig. Jeg kom forbi uden problemer, og heldigvis forsøgte Scheider ikke et eller andet overilet angreb til sidst, selv om hans bil så ud til at have en bedre balance."
"Jeg døjede med overstyring gennem det meste af løbet, så midtvejs havde jeg faktisk gerne solgt løbet for en andenplads. Det var 39 lange omgange, men jeg lavede heller ikke nogen fejl, der tillod Scheider at komme forbi.”
Tom Kristensens speciallakerede hjelm
”Det var en god start for os. Efter mange test i foråret har vi til sidst fået styr på vores nye 2009-Audi’er, og vores et år gamle biler i feltet var også med helt fremme. Men vi ved også, at Mercedes kommer stærkt tilbage.”
”Sidste år var vi lige så dominerende på Hockenheim, og blot to løb efter havde Mercedes hentet os. Det peger på, at vi får det mest lige mesterskab i mine seks år i DTM, og så luner ti point på Hockenheim rigtig meget.”
Christian Bakkerud interviewes forud DTM-løbet på Hockenheim Copyright Motioncompany
Fra Chrisian Bakkeruds pressemand, Aslak Vind, stammer følgende citat fra.
”Det kunne være gået bedre. ”
”Jeg lavede ikke nogle fejl, men materiellet svigtede desværre. Fra at ligge på 10. pladsen, og presse 2008 bilerne, så betød en forkert indstillet pitstop restriktor at jeg kørte 81 km i timen i pitten.”
”Det er 1 km for hurtigt, så jeg fik en Drive Through straf, som betyder at jeg skal køre igennem pitten med lav hastighed, mens feltet kører forbi for fuld fart. Det gik faktisk ret godt, lige indtil det andet obligatoriske pitstop.”
”Generelt set fungerede bilen ret godt, og jeg pressede på de biler som er bedre end min. Men vi har stadig noget at lære, både om bilen og om hvordan vi passer på dækkene. Men det er en fed bane, og heldigvis skal vi køre her igen i denne sæson.”
Christan Bakkerud på Hockenheim Copyright Motioncompany
”Det næste løb bliver DTM løbet på Lausitzring. Det er en bane jeg kender. Den har jeg et godt forhold til. Siden venter 24 timers løbet på Le Mans i Team Kolles Audi R10. Det glæder jeg mig helt vildt til.”
Sidste gang Tom Kristensen vandt i DTM var tilbage på Zandvoort-banen i Holland i 2006.