• Forside

FIA/FOTA kampen fortsætter

Kampen mellem FIA og FOTA fortsætter. Max Mosly står fast på budgettet for 2010, og holdene står fast på, at de ikke kan acceptere hverken budgettet eller måden det skal indføres på.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 16/5 2009 klokken 07:05

I går var der møde på et hotel i Heathrow, England. På mødet var det meningen, at Max Mosly som repræsentant og præsident for FIA skulle blive enig med FOTA, sammenslutningen af Formel 1 teams. Bernie Ecclestone var ligeledes til stede.

I den forløbne uge har både Red Bull, Toyota, Renault og ikke mindst Ferrari truet med at forlade Formel 1, hvis ikke budgetreglerne for 2010 blev ændret.

Teamene mener, at budgettet er for lavt og at de bliver presset ind i det med forskelligartede regler, selvom det officielt hedder sig at være frivilligt.

Luca di Montezemolo. Ferrari har lagt sag an mod FIA

Efter mødet kom Max Mosly ud og fortalte, at han ikke havde givet indrømmelser, og at teamene stadig sad i møde derinde. Ligeledes udtrykte han sin stærke tvivl på at Ferrari rent faktisk ville forlade F1 på grund af denne sag.

Noget kom der dog ud af det hele, idet Ferrari nu har lagt sag an mod FIA ved de franske domstole, for at stoppe deres krav.

FOTA-medlemmerne prøver nu at nå til enighed om et alternativ som kan være spiseligt for alle parter.

RELATEREDE NYHEDER