• Forside

Spaniens GP - Kvalifikation: Button på pole

Så er turen kommet til sæsonens første Grand Prix på europæisk asfalt, nærmere bestemt på Circuit de Catalunya lidt udenfor Barcelona. Følg vores LIVE-dækning her.

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/5 2009 klokken 13:05

Bliver det en Terminator-dekoreret Brawn-racer, der vinder pole position eller er Ferrari på vej tilbage?

Interessant nok kørte Felipe Massa (Ferrari) en hurtigere træningstid end teamkammeraten Kimi Räikkönens pole-tid fra sidste år. Således kørte Massa en træningsomgang på 1:20.553, pænt hurtigere end finnens 1:21.813 fra 2008.

Men ét er træning, noget ganske andet kvalifikation og ikke mindst selve løbet.

Kvalifikationen til Spaniens Grand Prix, 2009, køres på Circuit de Catalunya.

Om Brawn GP fortsætter successen eller om Ferrari er på vej i top-3 får vi måske en indikation af efter kvalifikationen til Spaniens Grand Prix.

Følg vores kvalifikation herunder som den forløb LIVE.



Q1
Nedtællingen til de første 20 minutter er startet og første bil på banen er Force India med Adrian Sutil bag rattet. Herefter følger McLaren med Heikki Kovalainen. Finnen sætter 1:23.718, men Sutil er hurtigere med 1:23.544.

Den anden Force India kommer ud med veteranen Giancarlo Fisichella som pilot. De andre teams har ikke det store hastværk endnu.

Med 13 minutter tilbage er Nelson Piquet Jr. (Renault) nu hurtigst, men det tangeres af Jarno Trulli (Toyota) med 1:22.369. Kovalainen er ude at røre ved gruset.

Heikki Kovalainen ude efter Q1.

10 minutter tilbage og Sebastian Vettel (Red Bull) er nu hurtigst i tiden 1:22.532. Herefter følger Räikkönen. Lewis Hamilton (McLaren) er nu på banen, men med 5 minutter tilbage rækker det kun til en 5. plads.

5 minutter tilbage og Massa er nu hurtigst i 1:20.484, så brasilianeren er sikret Q2. Derefter følger Vettel, Nakajima, Kubica, Hamilton, Buemi, Raikkönen, Button.

Bagest kæmper Bourdias, Kovalainen, Barrichello, Fisichella og Sutil for at komme med i Q2.

1 minut tilbage og Kovalainen kører i pit. Slut for McLarens ene bil. Bourdias (Toro Rosso) kommer op på en 14. plads, men Räikkönen hænger fast i pitten. Det ligner en fiasko for italienerne og for begge finner.

Kimi Räikkönen ude efter Q1. Sov de i Ferrari-garagen?

I mellemtiden er Trulli lige kommet med på en 15. plads, men ude er Räikkönen, Bourdais, Kovalainen, Sutil og Fisichella.

Kovalainen forklarer, at han er blevet sinket af en BMW Sauber. Hvad der er foregået i Ferraris garage, vides ikke. Troede de, at finnen allerede var sikret videre deltagelse?

Hurtigste folk forrest er Massa, Webber, Button, Vettel, Rosberg, Barrichello, Nakajima, Glock, Kubica, Hamilton, Buemi, Heidfeld, Piquet, Alonso og Trulli.

Vi venter på Q2, men Kovalainen oplyser ærligt, at han under ingen omstændigheder alligevel ville være kommet i Q2, uanset at han var blevet spærret af BMW Sauber.

Q2
Første mand er Nakajima fulgt af Rosberg (begge Williams). Herefter følger Sebastien Buemi (Toro Rosso). Efter et par minutter kører sidstnævnte i gruset, men kommer på banen igen sammen med et pænt læs grus.

10 minutter tilbage og Vettel (Red Bull) er hurtigst, men kort efter distanceres han af teamkammeraten Mark Webber. Barrichello er tredje mand fulgt af Nakajima, Alonso, Massa, Heidfeld, Trulli og Button.

Rubens Barrichello hurtigst i Q2.

Med 5 minutter tilbage af Q2 hænger Piquet i yderste led sammen med Hamilton, Rosberg, Glock og Buemi. Forrest er Webber fulgt af Vettel, Kubica, Barrichello, Nakajima, Alonso, Massa, Heidfeld, Trulli og Button. Har Brawn problemer?

1 minut tilbage og Massa sætter næst hurtigste tid. Hamilton klokker 11. bedste tid, mens Barrichello skubber Webber væk fra 1. pladsen.

Mens Hamilton aggressivt kører i pit fra en 14. plads er Barrichello nu forrest fulgt af Webber, Glock, Massa, Button, Vettel, Rosberg, Button og Barrichello.

Ude er Nakajima, Piquet, Heidfeld, Hamilton og Buemi.

Q3
Bilerne fyldes nu med den benzin, som de skal starte med til løbet i morgen, og derefter er første mand i Q3s 10-minutters-sprint Trulli (Toyota).

Med en fjerdedel af Q3 passeret er der kun 8 mand på banen, og Glock er hurtigst fulgt af Trulli, men det ødelægges kort efter igen af Barrichello i tiden 1:21.442.

Med 5 minutter tilbage sætter Webber nu næstbedste tid, dog næsten et halvt sekund langsommere end Barrichello. Sekunder efter sætter Vettel hurtigste tid med 1:20.301.

Kubica kører i pit og får de bløde dæk på, og flere andre følger efter for at sætte det sidste angreb ind. Foran holder Vettel stadigvæk distancen.

Jenson Button gjorde det igen: Pole position til søndagens Grand Prix i Spanien.

Med 2 minutter tilbage presser Barrichello (Brawn GP) og kører i hurtigste tid, 1:20.762. Men hvor er Button?

Tiden er gået og hurtigste mand er Vettel fulgt af Barrichello, Massa, Webber, Glock, Trulli, men Button viser sig nu endelig på sin flyvende omgang. Kan han gøre det igen? Ja, det kan han.

Button sætter nemlig hurtigste tid med 1:20.527 fulgt af Vettel, Barrichello, Massa, Webber, Glock, Trulli, Alonso, Rosberg og Kubica.

En overlegen præstation af Button i kvalifikationens sidste sekunder, der sluttede lidt over 2 sekunder hurtigere end nr. 10 på startgridden, Robert Kubica i BMW Sauber.

Sammenfattende kan man konkludere, at Ferrari har gjort bemærkelsesværdige fremskridt og lige nu ser ud til at være de eneste, som kan puffe til Brawn GP-bilerne. Nu skal man bare vække strategerne i garagen, så Räikkönen også kommer med.

Ligeledes har BMW Sauber, i skikkelse af Robert Kubica, fået lidt mere fart i bilen, mens det nærmest går den modsatte vej med McLaren, der må se Hamilton starte fra en 14. plads og Kovalainen fra en 18. plads.

Toyota derimod, med Timo Glock og Jarno Trulli, er blevet degraderet 4-5 pladser siden sidst. Men måske har de mere krudt i tankene i morgen. Red Bull holder de fine takter fra sidste løb.

Se det samlede kvalifikationsresultat her.

Følg det spændende løb her på BMF1 i morgen, søndag, fra kl. 14.00.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER