Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 25/3 2006 klokken 19:03
Det er netop blevet bekræftet at repræsentanter fra Renault, Cosworth og Ferrari har afholdt et møde med FIA i Maranello. Årsagen til mødet var ønsket at finde nogle grundregler for det kommende motorreglement.
Til stede fra FIA var Charlie Whiting (teknisk direktør), Max Mosley og Peter Wright (konsulent), Pat Symonds fra Renault og Ross Brawn fra Ferrari. Vi ved ikke, hvem der mødte op fra Cosworth.
Den italienske avis Gazzetta dello Sport har kaldt mødet for ”The Peace of Maranello” og resultatet af mødet skulle være en fem årig fastlåsning af motorreglementet, så kun minimal udvikling vil blive tilladt på motorerne fra 2008 til 2012.
Det skulle skabe en kraftig reduktion af udviklingsomkostningerne, og give nye motorleverandører en chance for at bygge en Formel 1 motor uden at blive ruineret af de store udviklingsomkostninger.
Endnu er der ikke kommet så mange oplysninger frem om mødet, men det er lovende, at mødet efter sigende er foregået fredeligt og uden de store anklager om forskelsbehandling.
Bil Magasinet F1 følger op på mødet, hvis vi får flere oplysninger.