Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 4/5 2009 klokken 16:05
Med 3 sejre ud af 4 mulige er det et selvsikkert Brawn GP hold, der indtager Europa, når vi i den kommende weekend skal overvære det Spanske Formel 1 Grand Prix.
Der er dog ikke megen tvivl om, at afstanden fra Brawn GP-bilerne til de bageste biler i feltet et krympet betydeligt ind - for slet ikke at tale om afstanden til Red Bull og Toyotas racere, især når vi taler om kvalifikation.
Men med nye opdateringer håber Ross Brawn, at hans hold vil være i stand til at rykke fra den jagtende flok igen.
”Vi har brugt den korte pause siden Bahrain til at få os reorganiseret på fabrikken i Brackley og sunde os over den fantastiske start vi har fået på sæsonen,” kom det fra Brawn.
”Vi er meget stolte over det arbejde som Jenson og Rubens har leveret og vi vil gøre alt vi kan, for at holde vores tempo i front.”
”Circuit de Catalunya er en bane der kræver meget af bilen, især på de områder hvor vi er særligt stærke. Så vi kommer helt sikkert til Barcelona, med store forventninger,” sluttede han.
Brawn GP vil komme med nye tiltag, men hvad det er de har ændret på, ville Brawn ikke frem med.