Da Ayrton Senna blev slået ihjel på Imola-banen den 1. maj 1994 mistede Formel 1 sin måske største profil. Et kæmpe tab for alle, der bare var det mindste interesserede i Formel 1.
Dengang gik der kun ganske kort tid før de første rygter omkring en film om Ayrton Senna ville komme. Den spanske skuespiller Antonio Banderas var udset til at spille rollen, men der skete aldrig noget.
Siden er rygterne blusset op med jævne mellemrum. Et enkelt rygte havde Tom Cruise i rollen, som Ayrton Senna. Nu skulle det dog være sikkert, at filmen kommer.
Filmen om Ayrton Senna kommer blandt andet til at dække hans tre succesrige år hos Lotus
Det britiske filmselskab Working Title, der står bag film som 'About a Boy', 'Dead Man Walking', Billy Elliot og Hugh Grants gennembrudsfilm ’Fire bryllupper og en begravelse’ har meldt ud, at de påbegynder optagelserne i maj måned.
Det skulle blive en dokumentarfilm, der dækker Ayrton Sennas lidt over 10 år i Formel 1, og med opbakning fra Ayrton Sennas familie og Formula One Management, der åbner arkiverne for filmselskabet.
På fredag den 1. maj er det 15 år siden, at Ayrton Senna blev slået ihjel, og Formel 1 ændrede sig for altid.