• Forside

Kimi har ikke travlt med at skrive kontrakt

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 22/3 2006 klokken 18:03

Selv om man skulle mene, at det for Kimi Räikkönen og Juan Pablo Montoya gælder om at få sikret sig en kontrakt for 2007, så melder Kimis manager Steve Robertson nu ud, at Kimi ikke har travlt med at sikre sig en ny kontrakt.

Man kan til dels godt forstå Kimi Räikkönen. Heldet har som sædvanlig ikke været hans følgesvend, og Kimi Räikkönens værdi kan sagtens stige igennem året efterhånden, som flere teams vil forsøge at få hans kontrakt.


At blive eller ikke blive.

Steve Robertson siger: ”Kimi er ikke under noget pres. Han behøver ikke at forhaste en beslutning. Vi vil sætte os ned og vurdere alle options grundigt inden vi foretager den endelige afgørelse.”

”Hvad Kimi skal gøre, er op til ham at bestemme.”

Spørger man Kimis landsmand, den dobbelte verdensmester Mika Häkkinen, så er det klogeste at blive hos Ron Dennis og McLaren. McLaren har før været tæt på, og det skal nok lykkedes for holdet at vinde VM igen.


Mika Hakkinen mener McLaren er holdet som Kimi skal satse på.

Spørgsmålet er hvor længe Kimi bør vente. Hvis Juan Pablo Montoya tager den anden plads i McLaren, så er Kimi Räikkönen uden sæde for 2007. Dermed vil hans markedsværdi falde og et andet hold kan få en væsentlig billigere kører end først antaget.

For eksempel Toyota, som bruger pengene på dyre kørere i stedet for på udviklingen af deres bil eller Renault, som har resultaterne med sig, men ikke er kendt for at betale ekstra for deres kørere.

Bliver det Kimi eller Juan Pablo, der sætter kørerkabalen i gang?