Lewis Hamilton har tidligere proklameret, at han ikke kan se sig selv køre for et andet hold end McLaren, som han i år vil køre sin tredje sæson for. Det er samtidig nummer to ud af hans nuværende femårs kontrakt.
Men de seneste problemer McLaren har haft, har fået briten til at udtale, at han ikke længere blankt vil afvise eventuelle henvendelser fra konkurrenterne.
Som det efterhånden er almindeligt, siges det, at også Lewis Hamilton har den såkaldte kattelem indbygget i sin kontrakt med McLaren. Den giver ham mulighed for at forlade holdet i utide, hvis ikke de leverer en bil der kan vinde løb.
”Jeg er ikke blevet kontaktet af andre hold, men som det ser ud nu, vil jeg klart tage en snak med dem, der måtte henvende sig til mig,” lød det fra Hamilton i Melbourne.
Massa og Hamilton bytter drikkedunk
Rygterne siger, at Ferrari er klar til at tilbyde Hamilton det dobbelte af hvad han får i løn hos McLaren. Men måske er briten ikke så dyr, hvis McLaren virkelig er så langsomme, som deres testtider har antydet.