• Forside

Ecclestone tilbød at købe Honda

Ifølge Formel 1-chefen, Bernie Ecclestone, afviste Honda et tilbud fra ham om at købe teamet. Tilbudet lød på, hvad der svarer til 865 millioner kroner.

Bernie Ecclestone og Charlie Whiting . Copyright FIA Images

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 22/2 2009 klokken 23:02

Situationen omkring Honda F1 Racing kunne være et overstået kapitel i F1-historien og endt lykkeligt, hvis den japanske bilfabrik havde slået til på Formel 1-chefen, Bernie Ecclestones købstilbud på 865 millioner kroner.

Hertil skal lægges et tilbud til teamcheferne, Nick Fry og Ross Brawn, om 17,5 % aktieandel hver. Dette ville samtidig give dem stemmeret i FOTA, Formula One Teams Association.

Til avisen 'News of the World' udtaler Eccletone: "Jeg prøvede at hjælpe med et management buy-out. De skulle have taget imod mit tilbud."

Var det ikke noget for dig at købe Honda? Bernie Ecclestone i samtale med Red Bulls Christian Horner.

"Det var et virkelig godt tilbud. Jeg gav dem fuldstændig beskyttelse, men de ønskede at gøre tingene på deres egen måde. Nu er det eneste vi kan gøre at håbe og bede."

Efter Ecclestones opfattelse er der kun tre farbare veje at vælge: et management buy-out, at sælge til Virgin-ejeren, Richard Branson, eller bare lukke butikken.

Samtidig mener den 78-årige F1-boss, at hvis det var store teams som fx Ferrari eller McLaren, der var i Hondas kørerdragt lige nu, så ville folk være mere overraskede og begynde at tvivle på sporten.

"Det tror jeg ikke er tilfældet når det drejer sig om Honda. De gjorde vist ikke alt for meget sidste år, gjorde de?"

Iagttagere mener dog, at Ecclestones eneste mål med at købe Honda, er, at den drevne forretningsmand dermed automatisk får adgang til FOTA. Dette er ikke helt uinteressant, idet sammenslutningen af teams er kendt for at bruge en del tid på at diskutere nye metoder til at vride flere penge ud af onkel Bernie.

Branson udtalte lørdag, at han vil være interesseret i at bringe Virgin ind i Formel 1, hvis sporten blev grønnere og hvis omkostningerne bliver reduceret yderligere.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER