På dagen hvor McLaren-Mercedes præsenterede deres MP4-24, kom meddelelsen om, at Ron Dennis, der ejer 15% af McLaren Group, træder tilbage og i stedet bliver Martin Whitmarsh den nye teamchef fra 1. marts i år.
"Det er tid til at Martin tager over. Det er 100% min beslutning - dette er et job han vil elske og fra nu af, vil de fleste beslutninger på en race-day være hans," siger Ron Dennis.
"Det er det rigtige tidspunkt for denne beslutning. Men se ikke dette som en slags pensionering, for det er lige det modsatte."
Selvom Dennis ikke skal være til stede ved løbene mere, får han dog nok at se til. Den 61-årige skal stadig fungere som bestyrelseformand, samt lede udviklingen af flere interessante projekter.
Ron Dennis og Kimi Raikkonen
"Vi er en meget forskelligartet organisation og vi har en del andre projekter i gang, deriblandt udviklingen af vores gadebil, og det bliver en rigtig udfordring."
Whitmarsh, 51, har været hos McLaren siden 1989.
"Jeg har arbejdet med Ron i 20 år og han har haft en forrygende karriere, men Formel 1 er under forandring og den udvikler sig og det gør det her også."
"Det føles slet ikke som en bombe der faldt - Ron har nået dette punkt og jeg fremlagde gladeligt en tidsramme for ham - men jeg skubbede sandelig ikke til ham,"slutter Whitmarsh.
Man kan roligt sige, at Ron Dennis har været McLaren-mand til fingerspidserne. Siden 1981 har han været teamchef for det engelske team og er om nogen årsagen til at McLaren blev den succes det er i dag.
I 1980 endte mesterskabet med en 7. plads og den seneste sejr var i 1977 med James Hunt.
Ron Dennis omstruktererede hele McLaren og fik med eld Mansour Ojjeh til at investere i eventyret. Ojjeh byggede Porsche-motorer under eget navn, TAG, og det lykkedes tilmed for Dennis at overtale Niki Lauda til at vende tilbage i 1982.
James Hunt, 1977, McLaren M26 foran Mario Andretti i Lotus 78
I 1984 ejede Ojjeh 60% af biksen, McLaren-Ford blev til McLaren-TAG og Alain Prost, der kom fra Renault, blev parret med den uhyre dygtige Lauda. Alt var på plads til at udfordre feltet i 1984.
Det gik som man håbede. McLaren fejede al modstand af bordet, Lauda vandt med et halvt point ned til Prost, og året efter var det Prost der stod øverst på skamlen.
Feltet var i chok over den forvandling der var sket på så kort tid. I 1988, et år der står som et af de mest markante i F1-historien. McLaren, nu med Honda-motorer og to af de største profiler nogensinde i samme team. Alain Prost og Ayrton Senna. 15 sejre ud af 16 mulige.
Alain Prost McLaren TAG MP4/2 1984
Senna vandt i 1990 og 1991 og Mika Hakkinen blev testkører i 1992. Men 90´erne var hårde mod McLaren. Syv år skulle der gå, før der igen kom mesterskaber. Og nu var det Hakkinen der var den bedste.
Ron Dennis havde en flair for at hyre de rigtige folk, både til de ledige sæder, men også til jobbet bag kulisserne. Adrian Newey blev hyret i 1998 og da Hakkinen meddelte at han stoppede karrieren, skrev Kimi Räikkönen under som den nyeste flyvende finne i McLaren.
McLaren blev på toppen, selvom der ikke røg nogle mesterskaber ind på kontoen af den grund. Hele tiden skabte Ron Dennis en arbejdsplads, hvor der herskede en stemning af ordentlighed og perfektion, samtidig med at man konstant pressede teknologien til det absolut yderste.
Mika Hakkinen, McLaren MP4-15. Belgien 2000
2006 var svært for teamet og Dennis. Ikke en eneste sejr blev det til og halvvejs gennem sæsonen droppede man at forbedre bilen og i stedet fokusere på 2007-modellen.
Fernando Alonso og Lewis Hamilton var teamets nyeste stjerner og samtidig havde teamet en mesterskabs bil.
Men selvom det var tæt på, endda uhyre tæt på, vandt Kimi Räikkönen lige foran Lewis Hamilton, der kunne have været den første rookie til at vinde mesterskabet. Derudover kom spion-sagen for dagen.
McLaren fejrer Lewis Hamiltons verdensmesterskab 2008
I 2008 kunne McLaren endelig klappe sig selv på skulderen efter et godt udført stykke arbejde. Titlen var deres, med Hamilton der sluttede det han startede året før.
Ron Dennis kan se tilbage på en fænomenal karriere og udover at være Commander of the British Empire, er han blevet indstillet til at blive udnævnt til ridder.