Da Force India skrev kontrakt med McLaren og Mercedes omkring levering af motorer, KERS og gearkasse og samtidig opsagde flere medarbejdere involveret i designet af VJM-02, satte de sig selv et par måneder tilbage. Derfor præsenteres den nye model først i marts måned.
Det bekræfter Force India teamchef Vijay Mallya til den indiske avis ’Hindustan Times’.
”Den nye bil, VJM-02, er under opbygning. Den vil få en McLaren-gearkasse og en Mercedes-motor, hvilket er en stor ændring i forhold til VJM-01. Vi vil fremvise den på Jerez i starten af marts.”
Flot så det ud da Force India præsenterede VJM-01. I år bliver præsentationen noget mere low-key.
Målet for 2009 er ikke at vinde løb, men at etablere sig som et midterhold, der kan kæmpe med om de sidste point. Den sene fremvisning af VJM-02 bekymrer dog ikke Vijay Mallya.
”Nej ikke rigtigt. Vi har en seksdagestest, hvilket jeg mener er nok. Vores faciliteter på vores Silverstone fabrik er rigtig gode, og jeg mener, at vi vil være klar til det første løb.”
Sandsynligvis bliver VJM-02 fremvist den 2. marts. Fra den 2. til den 4. marts er Jerez-banen reserveret til Formel 1-test.