Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/1 2009 klokken 09:01
Tiden arbejder imod Honda, og det er ledelsen klar over.
”Vi har flere potentielle købere til holdet, men jeg vil ikke sætte navne på dem endnu,” kom det fra Ross Brawn i et interview med den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Senest er den syvdobbelte verdensmester og nære ven af Ross Brawn, tyskeren Michael Schumacher, blevet sat i forbindelse med holdet. Noget der dog straks er blevet afvist af hans talskvinde.
Men at Ferrari er klar til at levere motorer til holdet, kan betyde at der er mere hold i dette rygte, end Schumacher vil erkende.
Ross Brawn melder dog ud, at hans mål er at redde holdet og dermed de ansattes arbejde, frem for at redde sit eget skind.
”Vi ved at tiden ikke er med os, men vi tror på at det vil lykkes for os at komme til start i Melbourne,” sluttede briten.
Vi følger selvfølgelig udviklingen her på BMF1.