Kommentar: Hvilke elementer skal der til, for at et Formel 1-team kan kalde sig det mest populære? Kan det klarlægges ved en enkel internetafstemning på et website, der mere eller mindre fungerer som plakatsøjle for et af de ledende F1-teams?
I det følgende vil jeg give mit bud på, hvilket stof verdens mest populære Formel 1-team er skabt af.
Kørerne
Et Formel 1-teams popularitet afhænger naturligvis i høj grad af dets kørere. Navnkundige Juan Manuel Fangio (Argentina, 1911-1995) - også kaldet
El Maestro eller
El Chueco (den kalveknæede) dominerede det første årti i Formel 1-racing.
Juan Manuel Fangio i Mercedes W196 i Oldtimer Grand Prixet på Nürburgring, 1986. (Copyright: Wikimedia Commons)
Argentineren vandt 5 mesterskaber (1951, 1954, 1955, 1956, 1957), en rekord der stod i hele 45 år, indtil en vis tysker ved navn Michael Schumacher, hensynsløst ødelagde den med hele 7 mesterskaber.
Fangio kørte for Alfa Romeo, Ferrari, Mercedes-Benz og Maserati, men hvem husker vi? Teamene eller køreren? Vi husker Den Kalveknæede, og mange anser stadig argentineren for at være alle tiders største kører.
Michael, min kære skribentkollega, vil sikkert blive skuffet, hvis jeg ikke nævner Nelson Piquet. Og en kører med 3 verdensmesterskaber for henholdsvis Brabham Ford/BMW og Williams Honda (1981, 1983, 1987) på CV’et skal naturligvis også med.
Nelson Piquet i Monacos Grand Prix, 1986.
Men hvad husker vi Piquet for? Teamene, som brasilianeren vandt for, eller manden selv? Vi husker Piquet.
Det samme gælder Niki Lauda og hans 3 mesterskaber (1975, 1977, 1984) for henholdsvis Ferrari og McLaren TAG-Porsche. Det er køreren med det forbrændte ansigt, der springer frem på nethinden. Ikke teamene.
Niki Lauda, McLaren MP4-2B, Montreal 1985.
Vi kommer lidt tættere på en sammensmeltning imellem team og kører med piloter som Alain Prost, der vandt 4 mesterskaber fordelt imellem kun 2 teams (3 for McLaren TAG-Porsche/Honda og 1 Williams Renault).
Det samme gør sig gældende med legenden, Ayrton Senna, der vandt samtlige af sine 3 verdensmesterskaber for McLaren Honda. Vi ser stadig brasilianeren for os i sin rød-hvide McLaren-kørerdragt.
Ayrton Senna (McLaren Mp4-8), fører foran Alain Prost der vandt løbet i sin Williams FW15C og Michael Schumacher i sin Benetton B192B. Sydafrika 1993.
Og her er vi netop ved spørgsmålet i denne artikels overskrift: Hvilket af ovennævnte teams er historiens mest populære Formel 1-team?
Enten du bryder dig om det eller ej, ser du rødt: Ferrari.
Men hvorfor ikke McLaren og Williams, der er blandt alle tiders mest vindende F1-teams? Fordi disse formidable teams ikke er gjort af det stof, som et karismatisk F1-team nødvendigvis skal være gjort af. Begge mangler historien, persongalleriet og skandalerne (for det sidstes vedkommende er McLaren, om end ufrivilligt, kommet fint med).
Efter Michael Schumachers første mesterskab i 1994 for Benetton Ford, og året efter for Benetton Renault, skiftede tyskeren til et særdeles nødlidende Scuderia Ferrari, og med ham flyttede tyskerens voksende fanskare - deriblandt en væsentlig del af Benettons fans.
Michael Schumacher. Benetton B195, Monaco 1995. Tyskeren tog sine fans med til Ferrari.
Med sine 5 verdensmesterskaber (fra 2000 til 2004) har Schumacher været en stærkt medvirkende årsag til, at den italienske sportsvognfabrik har tiltrukket fans fra hele verden, som fluer omkring et stykke sukker.
Et besøg på fabrikken i Maranello være taler i øvrigt sit eget, tydelige sprog. Der er nærmest vokset en kult op omkring mærket, der siden er profileret som et af de stærkeste brands i verden.
I dette tilfælde hænger kører og team uløseligt sammen, og italienerne viser ved enhver lejlighed, at de kan takke Schumacher for denne eksponering, og i nyere tid findes der ikke et lignende, historisk eksempel hos andre teams.
Williams
Williams F1 Racing har haft skiftende succes igennem årene, men med sine 517 starter, 113 sejre og 228 podieplaceringer anses teamet stadig af mange fans for det ultimative indenfor racing.
I 1980’erne vandt Williams konstruktørmesterskabet 4 gange, kørermesterskabet 3 gange, og i 1990’erne vandt teamet 5 konstruktørtitler samt 4 titler i kørernes mesterskab. Sammen med et ofte banebrydende design udgjorde ikke mindst motorerne fra Honda og Renault grundlaget for den flotte statistik.
Team |
Mesterskaber |
Sejre |
Starter |
Podie |
Poles |
Ferrari |
16 |
209 |
776 |
454 |
203
|
Williams |
9 |
113 |
517 |
228 |
125
|
McLaren |
8 |
162 |
648 |
347 |
141 |
Men er dette tilstrækkeligt til at opnå titlen som historiens populæreste Formel 1-team? Nej. Dertil er præstationerne for svingende.
McLaren
Men hvad med McLaren? Med sine 8 verdensmesterskaber, kun ét mindre end Williams, er McLaren en seriøs udfordrer til titlen som verdens populæreste Formel 1-team. Og hvad kan de byde ind med?
McLaren er ubestridt et af historiens mest succesrige F1-teams med sine 162 sejre, 141 pole positioner, 648 starter og 8 konstruktørmesterskaber.
Ifølge flere iagttagere er det britiske team kendt for at have større og mere avancerede tekniske resourcer til rådighed end noget andet team og har derfor den højeste udviklingsrate igennem sæsonen.
Alligevel påpeger samme iagttagere, bl.a. magasinet Autosport, at McLaren i selve processen, altså når det går virkelig hedt til i sæsonen, ikke er ligeså “behændige” som f.eks., Ferrari, og at det typisk ses i perioder med højt stress.
Mindst et par mesterskaber er blevet tabt på gulvet af samme årsag. Spørg Kimi Räikkönen om det. For slet ikke at tale om en meget omtalt spionagesag, hvor McLarens ledelse udviste total mangel på styring og måtte bøde hårdt for det. Og et mesterskab blev tabt på gulvet.
Hidtil har McLaren troet for meget på sin sublime erfaring og store datamængder og ikke i tilstrækkelig grad “givet efter” for intuition og spontanitet fra enkeltpersoner. Med Lewis Hamiltions kørestil og overbevisende entre i teamet, og ikke mindst nylige verdensmesterskab i 2008, ser der dog ud til at ske noget på dette område.
Lewis Hamilton.
Men er dette tilstrækkeligt til at besidde stoffet som populæreste team i F1-historien? Næppe.
Nøglen ligger i historien
Historikeren H.G. Wells skriver, at en mands storhed afhænger af, “om han iværksætter noget som kan gro... med en styrke, der fortsætter uformindsket, når han er borte”.
Hvem i Formel 1-verdenen opfylder disse kriterier? Jeg kan kun få øje på grundlæggeren af den italienske bilfabrik, Enzo Ferrari.
Oprindeligt var det ikke i Enzos tanker at skabe sin egen racerbil - endsige en gadebil. Fra 1929 udviklede Scuderia Ferrari (Ferraris stald) diverse talentfulde kørere til Alfa Romeos racerbiler, og drev teamet indtil 1938, hvor Enzo blev hyret som chef for fabrikkens motorafdeling.
To år enere, i 1940, blev Alfa Romeos fabrik imidlertid konfiskeret af Mussolinis fascistiske regering, der indlemmede den som en del af aksemagternes krigsmaskine. Heldigvis var Enzo Ferraris afdeling for lille til at blive omfattet af dette.
Og her starter historien om en entusiastisk, målrettet mand, der bruger sine egne sparsomme midler til at opkøbe en mark i Maranello, en lille by udenfor Modena i Midtitalien, hvor han bygger en fabrik til fremstilling af flymotorer.
Da 2. verdenskrig slutter, og Alfa Romeos fabrikker ligger sønderbombede efter de allieredes flyangreb, bliver det også historien om en stålsat mand, der i krigens skygge beslutter sig til at gå ind i motorsport - på egen hånd vel at mærke.
Enzo Ferrari.
Kort efter efter krigen kunne Enzo derfor præsentere sin første racerbil, Ferrari 125, med en V12 motor og malt i sin senere så karakteristiske røde farve, rosso corsa.
Scuderia Ferrari debuterede 1950 i det som dengang hed dengang “Verdensmesterskabet for Grand Prix Biler”, nu Formel 1, og allerede året efter vandt José Frolian Gonzales Englands Grand Prix og året efter vandt Alberto Ascari teamets første verdensmesterskab.
Efter flere års finansielle besværligheder solgte Enzo, i 1969, 50% af aktierne i sportsvognsdivisionen til FIAT-gruppen, for at sikre fabrikkens øknomiske basis. Enzo beholdt den fulde kontrol med racingdivisionen indtil 1988, hvor
il Commendatore døde, 90 år gammel. Han nåede lige at opleve præsentationen af den legendariske F40.
Siden da har teamet med den sorte, stejlende hingst i logoet,
il Cavalino Rampante, været fast inventar i toppen af Formel 1. 776 starter er det blevet til siden starten, 454 podieplaceringer, 209 sejre, 206 pole positions og 16 verdensmesterskaber.
Lægger man dertil den nærmest søvndyssende dominans i perioden 2000 til 2004, under Michael Schumachers regime, taler statistikken sit eget, tydelige sprog, og det var snublende tæt på, at Ferrari havde sejret både sig selv og Formel 1-sporten ihjel.
Heldigvis er der siden kommet ultraskarp konkurrence i toppen.
Il Cavalino må yde sit bedste, og takket være McLarens nye styrke, er dette ofte ikke tilstrækkeligt.
Men heldigvis og tak for det til Ron Dennis og Lewis Hamilton.
Fans
Hverken McLaren eller Williams samme karisma og magiske tiltrækning på fans, som Ferrari.
De fleste teams er støttet på grund af deres egen nationalitet og køreres nationalitet. Eksempelvis havde det nu lukkede team, Minardi (nu Toro Rosso), mange italienske fans, ganske enkelt fordi teamet var italiensk, og fordi de oftest gav italienske kørere chancen (mod behørig betaling, forstås). Minardi sluttede oftest lige efter nr. næstsidst, men fansene forblev loyale på grund af nationalitet.
McLaren har tradition for at tiltrække ivrige motor- og tekniknørder, der støtter teamet på grund af dets motorer, avancerede elektroniske styresystemer og teamets tradition for at udvikle og benytte den mest sublime og kostbare teknik på markedet.
Williams tiltrækker fans dels på grund af tidligere opnåede resultater, verdensmestre og konstruktørmesterskaber. Selv om Williams ikke har vundet et F1-løb i umindelige tider, har de stadig en trofast fanskare.
Det er imidlertid helt andre mekanismer, der gør Ferrari populær. Uanset hvem der sidder bag rattet i F1-bilerne, formår teamet at tiltrække ellevilde fans.
Ferrari tiltrækker fans fra alle verdensdele, og det er ikke kun italienske tifosis, der følger teamet kloden rundt. Tyskere, kinesere, russere, danskere og australiere støtter de røde biler og deres kørere - og dette uanset hvem køreren viser sig at blive fra næste sæson.
Felipe Massa, Australiens GP 2007, Melbourne. Tilskuerpladserne domineres af rødt.
Et besøg på en Formel 1-bane taler sit eget tydelige sprog. (Næsten) overalt flages der med rødt og Ferraris boder med souvenirs og merchandise er et stort tilløbsstykke.
Men hvorfor?
Nogle vil måske mene, at det skyldes de seneste års utallige sejre startende med Schumachers 5 års regeringsperiode, men jeg mener ikke, at årsagen ligger der. I den resultatmæssigt magreste periode, f.eks. da Gerhard Berger og Jean Alesi var piloter, var teamet stadig umådeligt populært.
Svaret skal findes udenfor F1-banen, og måske har det overhovedet intet med Formel 1 at gøre.
Det handler nemlig om at sparke dæk, og svaret ligger utvivlsomt i det, som slet ikke indgik i gamle Enzos plan: Gadebilerne, sportsvognene, GTB’erne, GTS’erne.
Ferrari har til alle tider trodset, ja nærmest hånet, financielle kriser og stadig produceret det sublimt, nærmest umulige indenfor sportsvogne: F430, 575 Maranello og superbilerne F40, F50 og ikke mindst vidunderet Enzo. Listen er temmelig lang.
Ferrari Enzo.
Og hvad er det, der sker, når en Ferrari en sjælden gang kommer brølende ned af en dansk gade? Når farmand alvorligt og med andagt forklarer sønnike, hvad han netop har været vidne til? Når noget så simpelt som en nøglering med en sort, stejlende hingst fremkalder en identitetsfølelse med noget komplet uopnåeligt?
Så har vi ramt det ultimativt populæreste. Og heri ligger netop det stof, der gør Ferrari til historiens mest populære Formel 1-team.