Spekulationerne omkring Toyotas vilje til at have en fremtid i F1 blev i sidste uge vækket yderligere til live, da teamets præsident John Howett udtalte, at man var stærkt imod standardmotorer i F1, som FIA har foreslået som en mulig fremgangsmåde for at reducere omkostningerne i F1.
Idet teamchef Tadashi Yamashina så også kommenterede på, at Toyota har en interesse i Le Mans, tolkede nogle det til, at Toyota måske var på vej væk fra F1, hvor teamet med knap så stor succes og sandsynligvis det største F1-budget i feltet, kunne vælge at opgive drømmen om at slå igennem i motorsportens kongeklasse.
Toyota er ikke det eneste team, som er imod Max Mosley og FIAs forslag om en standardmotor i F1, hvorfor Toyotas modstand mod dette kontroversielle forslag objektivt set nok heller ikke betyder noget for teamets involvering i F1.
Jarno Trulli med knyttet næve efter et godt løb på Fuji
Toyota har derfor i en pressemeddelelse skrevet følgende med det mål for øje, at slå fast at man roligt kan regne med Toyota i F1 flere år endnu:
”Toyota har på lang sigt forpligtet sig til at opnå succes i F1, og vores mål er at vinde i F1. Vi deltager for at vinde, og føler os forpligtet til at fuldføre det.”
”Vi er klar over at F1 står over for en teknologisk udfordring. Det viser sig også at være vigtigt for Toyota, og uanset denne udfordring, forventer vi at deltage i F1 minimum til og med 2012.”
Det japanske team indrømmer således gerne, at de interesserer sig for andre motorsportsklasser, men at det umiddelbart ikke har nogen betydning for teamets involvering i F1.