Den nuværende 3. plads i kørernes individuelle mesterskab skal fastholdes, hvis det står til Robert Kubica, der har været med til at give BMW Sauber-holdet en forrygende sæson.
Det er ikke længere muligt for Kubica hverken at nå Massa eller den førende Hamilton, men han kan fortsat miste sin nuværende tredjeplads til Kimi Räikkönen, der på det seneste lader til igen at have fået mere styr på Ferrarien.
Kubica er dog stadig hele 6 point foran den finske Ferrari pilot, hvilket burde være nok. Men for ikke at risikere noget, vil Kubica kæmpe hårdt for at slutte foran Räikkönen i det sidste løb.
Sejrspodiet i Canada. Fra venstre Nick Heidfeld, Mario Theissen, vinderen Robert Kubica og løbets nr. 3, David Coulthard.
”Jeg vil være utroligt glad, hvis jeg kan slutte i top tre,” kom det fra polakken. ”Man ved aldrig, hvornår man kan få en ny chance for det.”
Når Kubica ser tilbage på 2008 sæsonen, så kan han kun se det som en positiv en af slagsen.
”Jeg ligger til at slutte på en samlet tredjeplads, hvilket er meget bedre end vi turde håbe på inden sæsonstarten. Yderligere har jeg haft den fornøjelse at føre mesterskabet efter syv løb. Så alt i alt, har det været en helt fantastisk sæson for BMW Sauber og mig selv,” sluttede den polske Formel 1 pilot, der håber at BMW Sauber kan gøre det endnu bedre i 2009.