I dagene op til løbene i Japan og Kina er spekulationerne omkring den dobbelte verdensmester Fernando Alonsos skifte til Ferrari taget til i styrke, og måske er der en indre logik i dem.
Et blik ned over gridden viser, at kun Honda og Toro Rosso mangler at offentliggøre kørersammensætningen for 2009.
Et skifte til Honda kunne være sandsynligt for Alonso hvorimod Toro Rosso virker usandsynligt. Her er det GP2-talentet Bruno Senna, som er nævnt som erstatning for Vettel, der skal til moderteamet Red Bull.
Men det mest eksotiske rygte, erAlonsos italienske forbindelse.
Fernando Alonso: I know nothing.
For et par dage siden udtalte den dobbelte verdensmester i et interview, at hans største drøm er at køre for Ferrari – ikke i sig selv en revolutionerende udtalelse, for det har adskillige kørere udtalt for ham. Men er det overhovedet muligt, når Ferrari har 2009-kontrakterne i hus?
Ifølge magasinet GPWeek menes det, at den spanske bank, Santander, pengestærk hovedsponsor for McLaren og et af de finanshuse, som er styret udenom det globale finanskaos, skulle være på vej til Ferrari.
En del af aftalen skulle inkludere, at Santander køber Kimi Raïkkönen ud af sin nyligt indgåede 2009-aftale med italienerne med hvad der svarer til hans årsløn og derefter sender ham op i sin finske badstue. Herefter kan Alonso nemt glide ned i finnens sæde.
Podiet på Fuji. Det ser ud som om Alonso kan passe Räikkönens kørerdragt.
Ryst ikke på hovedet. Mærkeligere aftaler end denne har trods alt set dagens lys i Formel 1-historien.
Og ja, hvis ovennævnte teori ikke holder vand, kan Alonso også bare blive hos Renault, hvor det egentlig går meget godt for tiden.