Det var ventet, at FFSA igår ville offentliggøre lokationen til den bane, der skal afholde de kommende års franske Grand Prixer i Formel 1. Bernie Ecclestone har i mange år efterlyst et andet sted at køre, og da det ikke kunne blive et gadeløb i Paris’ gader, så ville en bane i en af Paris forstader være en god løsning.
Men spørgsmålet er om FFSA nu vil investere i en ny Grand Prix bane ovenpå aflysningen af løbet på Magny-Cours i 2009 af økonomiske årsager. Det håber den firedobbelte ex-verdensmester Alain Prost, at man vil. Til den franske L’Eqiupe udtalte han.
”Det handler ikke kun om at redde vores plads på kalenderen, men om den samlede franske automobilindustri. Det ser ikke godt ud for fremtiden og vi bør gøre noget ved det.”
Damon Hill foran Alain Prost. Det blev dog sejr til Prost og en andenplads til Hill. Frankrig 1993
De tre steder som var forudset til en ny bane var
-
Disneyland Paris. En bane der har opbakning fra Alain Prost og Lagardere Sports, og som skulle være Bernie Ecclestones foretrukne lokation. Banen vil ligge lige op til Disneyland Paris, der kun stiller et krav. Den må ikke gøre det sværere at være gæst i parken. Banen ligger så tæt på Paris, at det vil være nemt at komme til banen ved hjælp af den nuværende infrastruktur.
-
Val de France hedder en anden lokation, der får opbakning fra den tidligere Formel 1 kører Jean Pierre Beltoise. Det vil være et helt kompleks, der skal bygges hvor banen kun udgår en del af komplekset. Prisen for at bygge dette kompleks skulle lyde på en milliard euro.
-
Yvelines County hedder den sidste lokation, der virker mindst attraktiv. Den ligger dog tæt på Renault og Peugeots fabrikker.
Nu vides det ikke om det overhovedet bliver til noget. Indtil videre har FFSA ikke udvalgt en lokation, og der skal nok regnes på en masse tal før de gør dette.