Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 23/8 2008 klokken 08:08
Hvis det danske politi havde de samme bødestørrelser som dem FIA tildeler sine kørere, så ville politiets overarbejdspukkel kunne betales væk på kort tid. I går lagde Fernando Alonso og David Coulthard, hvad der svarer til 3-4 politimænds månedsløn.
David Coulthard blev idømt en bøde på 2.000 euro for at have kørt for stærkt i pitten. Fernando Alonso ville nok ønske, at det var ham, for han blev idømt en bøde på 10.000 euro for at have brudt artikel 4 i FIA’s sportslige reglement.
Det skete da Fernando Alonso i den ene træning i går trak ind over den gule spærreflade for at køre i pit, og dermed ikke brugte den normale indgang til pitten. På en bybane som Valencia kan den slags være katastrofalt og forårsage et uheld.
Ellers var førstedagen i Valencia bødemæssigt ganske rolig, hvor det mest ophidsende var Lewis Hamilton, der efter den afsluttende træning brokkede sig over, at mange kørere ikke tog hensyn til de hurtigere, bagfrakommende kørere.
”Visse kørere bakker bare af. De forsøger at få en fordel af et lille hul bag dem, og er ligeglade med hvem der kommer.”
”De bakker af fordi de prøver at skabe et hul til dem selv, men det kompromitterer andres hurtige omgange.”