Skæg og blå briller er efterhånden en fast ingrediens i Formel 1-sporten. Således træder den britiske efterretningstjeneste MI5 nu ind på scenen, og man forstår mere og mere, at FIA-præsidenten Max Mosley stædigt fastholder at være offer for et komplot.
En meget omtalt sexvideo hvor Mosley, under stor fryd får smæk i den bare af naziklædte prostituerede, blev offentlig kendt, da tabloidavisen News of the World for nogle måneder siden lagde den ud på sin hjemmeside.
Mosley fastholder stædigt, at videoens offentliggørelse er et led i et ondsindet komplot, der går ud på at miskreditere og ødelægge hans renommé.
FIA Præsident Max Mosley - en hårdt prøvet mand.
En talsmand fra MI5 udtaler, at efterretningstjenesten under ingen omstændigheder har været direkte involveret i de sadomasochistiske fornøjelser, men han erkender, at man sidste måned fyrede en efterretningsofficer hvis kone var en af de prostituerede på videoen.
“Enhver forestilling om at tjenesten skulle være involveret i omstændighederne omkring Mosley er total nonsens,” udtaler talsmanden, der ikke er stolt over, at den kongelige tjeneste sættes i forbindelse med det halvkriminelle miljø.
News of the World, der offentliggjorde sexvideoen, nægter også at de skulle have involveret britisk Secret Service i løjerne.
MI5 skal nu tage stilling til om den omtalte officer kendte til fruens letpåklædte aktiviteter, og om han har haft økonomisk fordel af det. Det menes, at officerens kone er den person, som har udleveret videoen til avisen.
Og hvad siger sagens egentlige hovedperson, Max Mosley, til de nye oplysninger?
“Det er overraskende oplysninger, som jeg omgående vil give videre til mine juridiske rådgivere,” citerer The Sunday Times FIA-præsidenten for at sige.
En interessant lille historisk krølle på historien er, at britisk Secret Service i 1930’erne infiltrerede British Union of Fascists, der var ledet og grundlagt af Oswald Mosley, Max’s far. Undersøgelserne førte senere til Oswalds arrestation i 1940.