• Forside

SA06 forventes forsinket

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/3 2006 klokken 10:03

Det har længe været planen, at Super Aguris 2006 model SA06 skulle debutere i Europa, når Formel 1-cirkuset ankommer til Imola banen i den sidste halvdel af april måned.

De seneste rygter fra Super Aguri siger nu, at SA06 modellen forventes forsinket et par uger. Grunden til dette skyldes problemerne med at få gjort de to SA05 chassiser ordentligt klare til det første løb i næste uge.

Dette har betydet, at man har måtte flytte en del kræfter fra SA06 udviklingen over på de to SA05 chassiser. SA05 er jo to modificerede Arrows A23 chassiser med de nyeste aerodynamiske stumper påmonteret, så 2006 reglementet bliver overholdt.

Derfor forventer man ikke, at SA06 kan nå at blive klar til San Marinos Grand Prix.

Til det internationale Autosport har Super Aguris Daniel Audetto sagt: ”Der er stor sandsynlighed for at vi ikke kan nå det til Imolas Grand Prix, fordi vi har været nødt til at bruge mere til på SA05 bilen."

"Vi har været nødt til at lave en masse modifikationer for at kunne klare crashtestene og for at kunne overholde de nye sikkerheds- og aerodynamiske regler. Det har været et stort arbejde og betydet, at der kun har været få folk til at arbejde på 2006 bilen.”


SA06 forventes forsinket, så SA05 vil blive bilen vi ser i foråret

Daniel Audetto vil ikke engang love, at der vil være to SA06 biler klar, når SA06 debuterer.

”Men jeg vil ikke udelukke, at bilen ikke vil være klar til Imola, så lad os vente og se. Vi arbejder stadig på dette. Vi vil gerne give begge kørere de samme muligheder, men hvis vi det mindste kan have en bil klar til Takuma Sato, så er det det vi vil gøre.”

Super Aguri er nu ved at gøre klar til den lange rejse fra England til Bahrain. Franck Montagny vil være til stede ved de første to Grand Prix løb, men han har ikke nogen bil at køre. Dermed er han kun reservekører for Takuma Sato eller Yuji Ide, og hvis en af de to kørere ikke kan køre, så er sandsynligheden for at bilen kan køre heller ikke særlig stor.

”Vi foretrækker at koncentrere os om 2006 bilen uden stress. Der er ikke meget vi kan tage med fra SA05, og at være 5-6 sekunder efter gør ikke den store forskel."

"Vi ønsker at bruge sæsonstarten på at lære. Lave gode pit stops, lære at lave en god strategi og give alle i holdene noget selvtillid. Det vil være ren træning. Men vi er ikke tabere. Vi er meget professionelle, og vi vil tage alt det positive vi kan med fra vores indlæring.”


Takuma Sato tester i Barcelona februar 2006

Man kan undre sig lidt over, hvorfor Super Aguri har hastet sig ind i Formel 1 i stedet for at gøre lige som Toyota i sin tid gjorde med et testår, og så være ordentlig forberedt i 2007. På den anden side, så ved alle, at det er i Grand Prix weekenderne, hvor man virkelig lærer noget.