Igennem fem år har vi set Sebastien Bourdais vise, at han kan noget med en Champ Car racer, som andre ikke kan. Fire mesterskaber i træk er ny rekord, og man vil savne ham i USA. Deres tab bliver vores gevinst. Endelig får vi Sebastien Bourdais at se i Formel 1. Tiden i USA beskriver Sebastien Bourdais selv som
”Der er kun glæde og gode minder.”
Det udtaler Sebastien Bourdais i et interview givet til F1live.
”Indtil nu har det været de bedste år i mit liv, både privat og indenfor motorsport. Jeg giftede mig med Claire og vi har fået Emma (Sebastiens første barn). Jeg ankom som en halv-professionel ungkarl. Jeg rejste derfra som mand, far og professionel indenfor min sport.”
Efter fem år i USA skal Sebastien Bourdais endelig køre Formel 1
Om de manglende muligheder for at komme i Formel 1 efter F3000 siger Sebastien Bourdais.
”Da dørene ikke åbnede sig ovenpå min F3000 titel i 2002 blev jeg ikke fornærmet. Jeg kender reglerne. Jeg tog en chance med Champ Car fordi jeg ønskede at forblive i en single-seater. Jeg fortryder intet. Det har beriget mig og givet mig nogle fantastiske år.”
”Selv hvis man har talent og har fortjent et sæde, så er det ikke en sport (Formel 1), hvor ens meritter altid bliver belønnet. Der skal komme en mulighed, og dem kommer der ikke 50 af. Jeg vidste, at selv hvis jeg vandt alt hvad jeg kom i nærheden af, så var det stadig ikke en garanti.”
Sebastien Bourdais, Toro Rosso tester på Paul Ricard-banen. 16.maj 2007
I samme interview fortæller Sebastien Bourdais om et nært forhold til den ene ejer af Newman/Hass/Lanigan Racing. Den 82-årige Paul Newman, tog Sebastien til sig som sin egen. Sebastien fortæller, at oplevelsen nærmest var surrealistisk, og det er sjovt at læse, at Paul Newman for ham viste sig at være nede på jorden.
Lidt som vi kender vores egne forestillinger omkring racerkørere. Når køreren endelig står foran en, så er det svært at forstå, at han er en helt almindelig person med et stort talent.
Paul Newman overraskede Sebastien med at komme uventet på besøg til hans bryllup.
”Det var uventet og overraskende. Han tog sig af os (Claire og Seb.). Vi har lavet utrolige og uventede ting med Paul, som at holde Thanksgiving hos ham og tage til Daytona. Det var nærmest surrealistisk fordi vi alle har en tendens til at opfatte ikoner som ham ikke kan være som alle os andre.”
”Vi holder stadig kontakt. Vi ringer til hinanden og det er allerede aftalt, at han kommer til et Grand Prix. Vi vil bevare kontakten uanset hvordan det går.”
Bortset fra Indianapolis 500 og Le Mans 24-timers løbet, så har Sebastien Bourdais vundet alt, der er værd at vinde udenfor Formel 1.