• Forside

Fisichellas F1 fremtid usikker

Alt imens der i disse dage spekuleres voldsomt i Fernando Alonsos mulige exit fra et problemfyldt ansættelsesforhold hos McLaren, sidder en italiensk kører fanget i ingenmandsland og ved ikke, om han er købt eller solgt. Navnet er Giancarlo Fisichella.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 24/9 2007 klokken 22:09

Hvordan ser Giancarlo Fisichellas fremtid ud i Formel 1? Det står tilsyneladende hen i det uvisse indtil den dobbelte verdensmester Fernando Alonso har afgjort, hvilken personaleforening han vil meldes ind i.

Selv om Alonso stadig har kontrakt med McLaren, har det problemfyldte forhold til både teamet og teamchef Ron Dennis nemlig skabt tvivl om, hvor spanieren vil fortsætte karrieren, og ifølge Fisichellas manager, Enrico Zanarini, staller dette processen for hans kører.

Giancarlo Fisichella foran Kimi Räikkönen i Ferrari. Malaysia 2007. Italienerens fremtid i Formel 1 er meget usikker.

”Det er meget forvirrende i øjeblikket. Alle venter for at se, hvad Alonso gør,” udtaler Zanarini til den italienske avis ’La Gazzetta dello Sport’. ”Indtil da må vi bare vente og se, hvad der sker.”

Udtalelsen skal ses i lyset af, at Renault direkte har udtalt, at de vil hilse et Alonso comeback velkomment, men om det sker er stadig meget usikkert.

Som vi kunne berette i går, spekuleres der ligeledes i, at spanieren måske er på vej til Ferrari og at den øjeblikkelige nummer fire i mesterskabet, Ferraris Felipe Massa, skulle søge nye græsgange hos Toyota.

”Vi har været i lange forhandlinger,” fortsætter manageren. ”Men for øjeblikket må vi bare vente og se om Alonso forlader McLaren. I det tilfælde vil en kompliceret række af kørerskift gå i gang,”

”Vi ved ingenting, før han (Alonso, red.) smutter. Først da kan vi få et overblik over hvilke frie sæder, der er tilbage. For øjeblikket venter vi bare,” slutter Zanarini.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER