• Forside

Roldan Rodriguez til Spyker

Den 22-årige GP2-kører, Roldan Rodriguez, har netop indgået kontrakt med Spyker F1 som testkører for vinteren 2007-08.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/9 2007 klokken 13:09

Så er der endnu en spansk kører i Formel 1, Roldan Rodriguez, som netop har tegnet kontrakt med Spyker F1. Tidsrammen er foreløbig vinterperioden 2007 og 2008, og spanierens primære rolle bliver at deltage i udviklingen af 2008-specifikationen.

Den 22-årige Rodriguez testede for Spyker på Silverstone i England op til Belgiens Grand Prix og han ser store muligheder personligt med den nye kontrakt.

”Testkørslerne giver mig en glimrende mulighed for at få mere F1-erfaring,” siger Rodriguez, som p.t. ligger på en 15. plads i årets GP2-mesterskab.

Teamchef Colin Kolles ser også store muligheder med sin nye mand, som han mener, gav sig selv de bedste anbefalinger under testen på Silverstone.

”Med denne erfaring og hans gode kendskab til banerne, som vi skal køre på i vinter, tror jeg, at han vil give et stærkt bidrag til teamets fremgang,” udtaler Kolles.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.